Følg os på de sociale medier:
Menu
Foto : Rasmus Lykke
Når vi møder HIK på lørdag til sæsonens sidste hjemmekamp, så tager vi samtidig afsked med to fantastiske personer i klubben. To personer, der har båret logoet på brystet over flere omgange.
Mads Stefansen stopper
Vores teknisk stærke midtbanespiller, Mads Stefansen, har valgt at skrue ned på fodbold for i stedet at kunne prioritere andre ting i dagligdagen. Dette er årsagen til, at han stopper hos Thisted FC efter igangværende sæson.
Mads er thybo og startede sin fodboldkarriere i Vestervig-Agger IF. Han skiftede dog til Thisted FC i en tidlig alder, inden han tog turen videre til AaB som U14-spiller. Tilbage i 2018 kom Mads retur til klubben. Og vi har været glade for at have ham lige siden.
Vi ønsker Mads Stefansen alt held og lykke fremover. Og så håber vi også, at vi ses på Sparekassen Thy Arena i den kommende sæson.
Peter “Snak” Christensen stopper
Assistenttræner Peter “Snak” Christensen blev tilknyttet som ekstra assistenttræner til klubbens 2. divisionshold tidligere på sæsonen.
Klubben har været glade for det arbejde Peter har gjort den seneste tid, hvorfor vi også ønsker Peter alt held og lykke fremover. Peter har tidligere været tilknyttet klubbens U19-hold samtidig med, at han stod i spidsen for vores hold i 2. division tilbage i 2014. Så det er for alvor en ildsjæl, der takker af i klubben.
I den kommende sæson vil det være Bo Zinck og Henning Pedersen, der varetager vores hold omkring 2. division.
Kom og tag afsked med de to
Vi håber at se en masse på lægterne på lørdag, når vi møder HIK i sæsonens sidste kamp. Kom gerne og vær med til at slutte sæsonen af med manér samtidig med, at vi giver Peter og Mads den rette afsked med klubben.
Forhåbentlig krydses vores veje igen i fremtiden.
Skyum gæster samtidig Sparekassen Thy Arena på lørdag, hvor de vil udføre et ekstraordinær pauseshow.
Køb din billet her: https://tfc.eventii.dk/