Følg os på de sociale medier:
Menu
Foto : Rasmus Lykke
Vi er på den tid af året, hvor sidste side i bogen bliver skrevet om sæsonen 21/22, og når opgøret mod HIK fløjtes af, lægger vi fyldepennen fra os. Mathias Myrthue er stolt over holdets udvikling, selvom der lige manglede det sidste med hensyn til en plads i Nordic Bet Ligaen.
“Det er lidt blandede følelser her før sidste kamp. Vi har været inde i en rigtigt god udvikling og har været med i kampen til oprykning helt til sidste runde. Dog er jeg også ærgerlig over, at vi ikke formåede at nå oprykningen, når vi var med helt til det sidste.
Nu har vi sæsonens sidste kamp mod HIK på lørdag, og efter de seneste to hjemmekampe skylder vi fansene en god præstation på hjemmebane, og det vil vi gøre alt for de får”.
Og på lørdag lukkes også et kapitel i en sæson, som bl.a. bliver husket for, at der har været to forskellige cheftrænere, ligesom man spillede sig ind i oprykningskampen efter at være 8 point bagud, da oprykningsspillet startede.
“Det er altid specielt, når en sæson slutter. Der ligger rigtigt mange timer sammen med alle gutterne og hårdt arbejde hver eneste dag.
Det er også en tid, hvor der måske er nogen, der ikke kommer efter sommerferien, måske er der nogen nye ansigter. Det er altid lidt specielt og man er altid spændt på, hvordan det hele kommer til at se ud efter sommerferien”, siger Thisted-spilleren og fremhæver et særligt minde.
“Personligt synes jeg, at vores 2-0 sejr ude mod Hillerød, var særdeles fremragende og mit højdepunkt for sæsonen. Først og fremmest var det superfedt, at vi havde en del på lægterne, som havde taget den lange tur til Hillerød, for at bakke op om os. Derudover spillede vi en voksen kamp, hvor vi ikke gav meget væk. Vi holdt os til gameplanen og lykkedes med de ting, vi havde snakket om inden kampen”, siger Mathias Myrthue.