Thisted FC

Amatørafdelingen

Oliver Overgaard forlænger aftalen i Thisted FC

Et skifte fra Hobro til Thisted FC bliver nu forlænget yderligere

Foto : Rasmus Lykke

Skrevet af:

Søren Willette Pedersen

Stærk offensiv profil forlænger aftalen med Thisted FC til udgangen af sæsonen 2025.

Oliver Harbo Overgaard skiftede i efteråret fra Hobro til Thisted FC. Profilen har nu sat sin signatur på en forlængelse, som i første omgang strækker sig til udgangen af sæsonen 2025. Derved sikrer vi os kontinuitet og bibeholder samtidig vigtig erfaring i truppen.

“Oliver har fra dag ét været en central figur omkring 2. divisionsholdet i Thisted FC. Han har erfaring fra en højere hylde og bidrager fantastisk til den kultur og træningsmentalitet, vi har i klubben. Han har derudover vist sine kvaliteter flere gange i kampene hen over efteråret. Et skifte sent i sæsonen med indtrædelse på et nyt hold er altid en svær opgave, men han har løst det flot indtil nu. Vi er sikre på, at han fortsat vil bidrage med stor spillemæssig kvalitet og fart. Den kommende pause vil også bringe ham endnu tættere på truppen og give ham større muligheder for at vise sit store potentiale for Thisted FC,” udtaler direktør Søren Willette Pedersen.

Erfaringsgrundlaget og de spillemæssige kvaliteter er heller ikke gået ubemærket hen hos cheftræneren.

“Tilknytningen af Oliver var rigtig god for os. Han har stor erfaring og har prøvet sig af på et højere niveau. Den erfaring, han kommer med, bidrager meget positivt til truppen, og så er han en fantastisk spiller at arbejde med i det daglige. Han stiller sig ikke tilfreds og arbejder benhårdt på at dygtiggøre sig hele tiden. Jeg synes også, han gentagne gange har vist, at han rummer stor spillemæssig kvalitet, og jeg er sikker på, at den kommende pause, hvor vi kan spille ham endnu mere ind på holdet, bliver yderst brugbar for både os og Oliver selv,” udtaler cheftræner Daniel Kristensen.

Om forlængelsen siger Oliver følgende:

“Jeg blev taget sindssygt godt imod af alle drengene, og det er et fantastisk omklædningsrum at være en del af. Fra dag ét har jeg følt mig hjemme, og den varme velkomst har gjort overgangen til Thisted FC utrolig nem for mig. Samtidig har jeg virkelig genfundet glæden ved fodbolden, og det betyder meget for mig både som spiller og person.

Det har været en fornøjelse at få så mange minutter på banen. Jeg føler, at mit spil er blevet bedre og bedre, efterhånden som jeg er kommet i kampform løbende, og det giver mig stor motivation til at arbejde endnu hårdere fremadrettet. At spille i Thisted FC har virkelig bekræftet, hvorfor fodbolden er så speciel – her er et stærkt sammenhold og et fælles drive, som skinner igennem både på og uden for banen.

Jeg er utrolig glad for at være en del af Thisted FC og for den måde, klubben er bygget op omkring fællesskabsfølelse og glæde. Det er en fornøjelse at repræsentere klubben, og jeg ser frem til at bidrage endnu mere i fremtiden.”

Se også andre nyheder her

Nyhed

Thisted FC skifter til SELECT

Nyhed

Stærk profil skal løfte Thisted FC

Nyhed

Oliver Overgaard forlænger aftalen i Thisted FC

Nyhed

Målmandstalent forlænger til sommeren 2025