Thisted FC

Amatørafdelingen

Sammenholdet stråler i Thisted FC

Det er et stærkt kollektiv som definerer truppen

Foto : Rasmus Lykke

Skrevet af:

Søren Willette Pedersen

Et unikt sammenhold og en stærk fællesskabsfølelse definerer truppen i Thisted FC – noget, der mærkes både til træning og i kampene.

“Vi har virkelig fået sammensat et harmonisk hold, som dyrker fællesskabet. Det kommer til udtryk i hverdagens træninger, hvor der altid er god stemning og en virkelig stærk træningsmentalitet. De er træningsparate i alle aspekter og enormt ærgerrige efter at forbedre sig – både som individuelle spillere, men i særdeleshed også som hold. Der er en god fodboldforståelse blandt spillerne, og de arbejder hårdt på at forbedre den måde, vi gerne vil spille på. Det betyder også, at vi har været rigtig svære at spille imod, og modstanderne har svært ved at bryde igennem vores linjer i formationen. Når alle kender deres roller og arbejder ud fra et koncept, vi tror på, skaber det en helt speciel dynamik. Alle arbejder benhårdt for hinanden, og bliver man sat, er der altid opbakning fra en eller to,” indleder Daniel Kristensen.

Den gode sociale relation skaber ensartethed, og med et fladt hierarki bliver alle tilgodeset i Thisted FC.

“Som træner og leder er jeg meget optaget af, at alle har en rolle og mulighed for at bidrage. Når vi har en fælles forståelse af den retning, vi arbejder imod, og alle kender deres rolle i systemet, samtidig med at vi har et fladt hierarki, skaber det en fantastisk kultur for udvikling. Der er en fantastisk stemning i omklædningsrummet både før og efter træning og kamp samt til træningerne. Jeg har klart opfattelsen af, at spillerne glæder sig til at mødes, og alle bliver inkluderet i det sociale forum. Jeg tror på, at den gode stemning og det flade hierarki er hovedingredienserne i at skabe holdfællesskab. Det er vi lykkedes med, og jeg forventer, at vi kun bliver bedre som hold gennem hele sæsonen,” fortsætter Daniel Kristensen.

Til tider kan det være svært at følge med i de interne og kærlige navne, som figurerer i truppen – noget, der dyrkes meget.

“Trænergruppen har tit svært ved at finde hoved og hale i, hvem der bliver rost på banen til træningerne. Jeg har aldrig oplevet, at spillerne bliver omtalt med så mange forskellige tilnavne. Spillerne er på til træning, roser hinanden verbalt, når vi træner godt, og når enkelte spillere lykkes ekstra godt i situationerne. De har et utal af tilnavne hver især, og vi må indrømme, at vi flere gange kigger på hinanden i trænergruppen og smiler eller griner over de sjove påfund, de har. Det er herligt at høre, hvor sjovt de har det med det, og samtidig se, at de arbejder så hårdt for at blive bedre til træning. Man kan mærke, at de holder af hinanden som gruppe. Det er stort set dagligt, at der kommer nye påfund internt mellem spillerne, og det er virkelig noget, vi har det sjovt med som gruppe,” griner Daniel Kristensen.

I morgen skal Thisted FC igen i aktion, når Middelfart venter på udebane. Kampen spilles klokken 14.00 på Middelfart Stadion (kampen streames på JFM Play – kræver abonnement).

Se også andre nyheder her

Nyhed

Marcus Immersen fortsætter i Thisted FC

Nyhed

Hørby: Dejligt at være tilbage i Thisted FC

Nyhed

Mathias K. Andersen forlænger i Thisted FC

Nyhed

Emil Lausten fortsætter i Thisted FC