Valdemar Engstrøm har nu gennemført de første 3 måneder i seniorfodboldens verden. Den nye angriber i Thisted FC er rykket op fra vores talentfulde U19-hold. Den første periode er blevet brugt på, at tilpasse sig overgangen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.
“Det har været en fed overgang. Jeg var spændt på, hvordan overgangen vil blive fra ungdomsfodbolden til divisions fodbolden. Der er ingen tvivl om at jeg vidste det vil blive en udfordring pludseligt at skulle være en del af seniorverdenen, hvor specielt det fysiske aspekt er større og tempoet højere end jeg har været vant til. Derfor blev vinterpausen også brugt på hård træning, således jeg stod bedst muligt i forhold til opstarten.”
Overgangen fra U19-holdet til 2. division er en stor prøvelse for unge Valdemar Engstrøm. I weekendens kamp viste han sig skarp foran mål, hvor det indledningsvis blev til en skud på overliggeren, hvorefter Valdemar fik scoret sit første officielle mål for Thisted FC.
“Det var virkelig en dejlig følelse og noget som giver ekstra blod på tanden. Det første mål er altid det sværeste. Nu har jeg virkelig troen på at jeg kan være med på dette niveau og kan formå at score mål. De tilpasninger jeg har været nødsaget til at ændre i mit spil bidrog til målet – her tænker jeg specielt på handlingerne i min opfattelse af spillet. Det går bare hurtigere og der er større fysik. Heldigvis har den hårde træning som jeg og holdet gennemførte i opstarten, nu vist sig at give mig et større overskud i mit spil og min forudseenhed.
Kampen mod Fremad Amager endte 3-3. Thisted FC var bagud 0-2 ved pausen. En stærk start på 2. halvleg ændrede hurtigt kampbilledet, hvor to scoringer blev sat ind efter blot 5 minutter af 2. halvleg.
“Jeg oplevede det som en hektisk kamp. Vi får en skidt start på kampen, hvor begge deres mål i 1. halvleg kommer på omstillinger. Det udtryk og det niveau vi fik vist frem i 1. halvleg er ikke det som vi gerne vil personificeres ved. I pausen fik vi snakket tingene godt igennem og den 2. halvleg som vi leverede var virkelig god. Vi ender med at få et uafgjort resultat ud af kampen og det giver blod på tanden i forhold til det kvalifikationsspil som venter forude.”
Kvalifikationsspillet starter nu den kommende weekend. Fremad Amager kommer på besøg igen på søndag d. 14. april, hvor kampen fløjtes op kl. 14.00 på Sparekassen Thy Arena. En kamp som Valdemar glæder sig utroligt meget til.
“Det er jo en gentagelse fra sidste weekends kamp mod netop Fremad Amager. Kvalifikationsspillet bliver spændende og der venter os mange tætte opgør. I tabellen ligger vi nederst nu, men vi har en stærk tro på egne evner og glæder os til at komme i gang. Vi skal tage den selvtillid med videre som vi fik tanket i 2. halvleg mod Fremad Amager sidst, hvor vi virkelig spillede en god og kontrolleret omgang fodbold i 2. halvleg. Jeg synes virkelig vi var gode og de elementer vi lykkedes med glæder jeg mig til vi tager med ind i kampen på søndag. Vi ved det bliver svært – det gør alle de kommende kampe, men vi tror på sejren og ved vi har et højt topniveau.” Slutter Valdemar Engstrøm
KOM PÅ SPAREKASSEN THY ARENA OG BAK HOLDET OP. KAMPEN SPILLES SØNDAG D. 14. APRIL KLOKKEN 14.00. ALLE MAND PÅ SPAREKASSEN THY ARENA