Følg os på de sociale medier:
Menu
Efter en indsats under hvor vi ikke levede op til det fine niveau fra de seneste kampe, måtte vi lade os nøjes med det ene point i Aalborg i en kamp hvor udligningen først faldt til allersidst til trods for massiv dominans på bolden.
AaB – FC Thy – ThistedQ: 1- 1 (1-0)
Mål:
13. min: 1-0: Nicole Robertson, AaB
94. min: 1-1: Sophie Gravesen, assist Matilde Kjeldgaard, FC Thy – Thisted Q
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Agnete Marcussen, Olivia Bergmann, Signe Rahbæk Damsgaard (58: Line S. Kristensen), Janni Nystrup (73. Sophie Gravesen), Camilla Nielsen (73: Malene Yde Hedegaard), Matilde Kjeldgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen, Vibeke Hedegaard Andersen, Rikke Dybdahl.
Søndagens kamp i Aalborg mod AaB skulle vise sig at blive akkurat ligeså vanskelig som vi på forhånd kunne have frygtet. Dels har værterne på imponerende vis formået at fastholde gejsten og motivationen fra start i specielt flere af de seneste kampe og dels er kampene de to hold imellem altid fyldt med masser af nerve og intensitet, grundet de mange relationer på kryds og tværs – vi var derfor forberedt på at vi skulle være på tæerne fra start.
Det skulle vise sig at holde stik – AaB indledte kampen med stor energi og intensitet og satte sig igennem i duellerne fra kampens start i en grad så vi i de første minutter havde svært ved at komme til at præge begivenhederne på den måde vi gerne ville. Langsomt finder vi lidt fodfæste og bedst som man sidder med fornemmelsen af at vi er ved at komme lidt med, slår AaB til på en omstilling hvor vi er noget i ubalance – det udnytter Benedikte Moss til at spille bolden frem til Nicole Robertson som alene med Maja Bay ikke svigter men i stedet gør det til 1-0.
Målet og den tidlige føring så ud til at ryste os en smule og i den følgende periode måtte vi se AaB tilspille sig en del halve muligheder og også være nærgående i et par enkelte tilfælde i forbindelse med et par hjørnespark. Vi skulle hen til kampens 25. minut førend vi noterer os for den første reelle afslutningsmulighed til Malene Sørensen. Også Rikke Dybdal og Beate Marcussen er ved at komme til pæne muligheder i feltet men Line Andersen står en fin kamp og får afværget de nærgående forsøg, heraf var særligt et af dem særdeles kvalificeret, få sekunder inden dommeren fløjter til pause på et tidspunkt hvor vi modgangen til trods havde tiltvunget os et vist initiativ.
Pausesnakken går på at tale de forskellige elementer igennem som vi føler vi mangler, særligt i den offensive del af vores spil og når vi er på bolden. Ikke desto mindre er det værterne der i begyndelsen af 2. halvleg misser en gigantisk chance for at bringe sig på 2-0 i en situation hvor Maja kort forinden med en fantastisk redning på et Cille Holst skud fra distancen har holdt os inden i kampen. I halvlegens første kvarter bølger kampen lidt frem og tilbage, inden vi får tiltvunget os initiativet omkring den spillede time og herfra var det stort set spil mod ét mål – dog med en godt kæmpende AaB defensiv til at gøre livet ganske besværligt for os.
Af samme årsag var det småt med de helt åbne målchancer, og vi skulle helt hen til kampens sidste 5-7 minutter inden det for alvor begyndte at brænde på foran AaB-målet. Således fik vi tiltvunget os en hel del hjørnespark i denne fase og på kampens sidste af disse kom så den forløsende udligning i en situation hvor Line SK når først på et fint slået spark fra Malene Sørensen, hvorefter Matilde Kjeldgaard holder gryden i kog i feltet sådan at ind skiftede Sophie Graversen til sidst kunne lægge bolden højt i mål via Julie Haugaards hoved idet AaB-forsvareren heroisk men forgæves forsøgte at forhindre bolden i at gå i mål.
1-1 var dermed en realitet på et mål i overtidens overtid og vi kan dermed sætte et point yderligere ind på kontoen. Rundens øvrige resultater magede det således at vi nu er sikre på at overvintre på ligaens fjerdeplads og dermed i rækkens bedste halvdel. Der er dog stadig alt at spille for i sidste rundes opgør mod Kolding IF hjemme på Sparekassen Thy Arena – dels kan vi i tilfælde af en sejr over Kolding IF og et muligt point-tab til Brøndby i Hjørring minimere afstanden til de blå-gule på 3.-pladsen til blot 2 point, og dels vil en sejr betyde at vi når et af vore egne interne mål om at sætte rekord for flest antal points i et Grundspil i kvindeligaen nogensinde. Vi håber derfor på al den støtte og opbakning vi kan få fra vort trofaste publikum i kampen på lørdag og at I vil være med til at sende spillerne og staben på en velfortjent vinterferie ovenpå et særdeles vellykket 2021.