Thisted FC

Amatørafdelingen

Sæsonåbning og hjemmestævne i Thisted FC

U19 Liga 2, Serie 1 og Serie 3 var i aktion på Lerpytter i weekenden

Foto : Rasmus Lykke

Skrevet af:

Søren Willette Pedersen

I søndags var der lagt op til et stort hjemmestævne på Lerpytter. De fremmødte kunne glæde sig over god og seværdig fodbold på en kølig søndag eftermiddag i Thisted, hvor tre kampe var på programmet. Til hjemmestævnet var der opstillet en pølsevogn, og der blev serveret kolde drikkevarer. Der skal lyde en stor tak til Tim Faldov og Martin Nielsen – to tidligere profiler i Thisted FC – for deres bidrag til at gøre dagen til en super oplevelse for de over 300 fremmødte gæster.

U19 Liga 2 åbnede dagen med en sikker sejr over AaB.

Dagen startede med en U19 Liga 2-kamp mellem Thisted FC og AaB. Træner Benny Olesen og hans mandskab stod over for en stærk modstander, men en koncentreret indsats gjorde, at kampen aldrig rigtig blev tæt. Oliver Buus Larsen indledte målscoringen efter knap 29 minutter, hvilket betød, at Thisted FC kunne gå til pause med en 1-0-føring.

Anden halvleg blev en mere målrig affære. Daniel Møllgaard Siim viste skarphed foran målet og bragte Thisted FC på både 2-0 og 3-0 med to scoringer. Dermed var vejen til sejr for alvor banet. Kort før tid cementerede Oliver Faldov sejren med sin scoring til 4-0. En rigtig flot sæsonåbning for U19 Liga 2-holdet!

Lokalopgør i Serie 3

Derefter ventede et vaskeægte lokalopgør i Serie 3, hvor Thisted FC tog imod Klitmøller IF – et hold med mange tidligere Thisted FC-spillere på holdkortet. Mange tilskuere fra både Thisted og Klitmøller var mødt op til opgøret.

Kampens indledning bølgede frem og tilbage, men efter en halv times spil bragte Klitmøller IF sig foran. Den føring holdt hele vejen til pausen. Efter pausen tog gæsterne hurtigt kontrol over kampen, og efter 55 minutter øgede de føringen. Klitmøller dominerede herefter opgøret, og selvom Magne Houe fik reduceret for Thisted FC, endte kampen 1-4 til Klitmøller IF.

Serie 1 med perfekt start på sæsonen

Serie 1-mandskabet med den nye cheftræner, Ole Nielsen, spillede også sin første turneringskamp i sæsonen. Modstanderen var det rutinerede Viborg Søndermarken IK, og derfor var det spændende at se, hvordan holdet stod efter en opstart med mange afprøvninger i træningskampene.

“Efter en opstart, hvor vi skulle finde fodfæste, og alle spillere skulle i spil, var vi spændte på, hvordan vi stod i sæsonåbningen. Inden kampen talte vi meget om indstilling og vigtigheden af en god start. Jeg synes virkelig, at holdet og hver enkelt spiller fortjener ros for at komme med alt, hvad de havde i sig. Der var masser af kvalitet i holdet, og jeg synes overordnet, vi får vist os godt frem og spiller en rigtig flot kamp.

Det er altid vigtigt at åbne sæsonen med en sejr, og jeg synes, vi lykkes med det, vi har trænet på i opstarten. Vi vil gerne være kendt for at spille offensiv og underholdende fodbold, og det lykkedes vi med. Jeg er meget tilfreds med antallet af chancer, vi skaber gennem hele kampen. Generelt var det en kamp, hvor vi havde kontrol, og det er jeg rigtig tilfreds med,” fortæller Ole Nielsen.

Kampen endte med en sikker 4-1 sejr til Serie 1 mandskabet – dermed fik holdet en perfekt åbning på sæsonen.

“Som nytiltrådt træner er det altid spændende at se, hvor man står rent spillemæssigt. Jeg må indrømme, at jeg blev en anelse nervøs, da Viborg Søndermarken hurtigt kom foran. Heldigvis arbejdede vi os godt ind i kampen og fik bragt den over på vores præmisser.

Noah Dengsø fik heldigvis udlignet kort før pausen, hvilket betød, at vi gik til pause med 1-1. Efter blot 10 minutter af anden halvleg var Noah Dengsø igen på plads – denne gang som oplægger til Noah Mehl Markvorsen, der bragte os i front med 2-1. Herefter øgede Lucas Agesen med både 3-1 og 4-1, hvilket også blev kampens slutresultat. Et resultat, jeg er meget tilfreds med, og som lover godt for de kommende kampe,” – afslutter Ole Nielsen.

U19 Liga 1 med stærk sejr mod Viborg FF

U19 Liga 1 var i aktion på udebane mod Viborg FF og sikrede sig en flot 4-0-sejr. De unge Thisted FC-talenter viste stor skarphed, og både August Gyldenløve-Lybalk og Kasper Immersen scorede to gange hver.

Efter en uafgjort mod Hjørring og et knebent nederlag til Aalborg KFUM var sejren i Viborg den første i sæsonen – og en forløsende en af slagsen!

Tak til alle de fremmødte tilskuere, som var med til at skabe en fantastisk eftermiddag på Lerpytter. 

 

 

Se også andre nyheder her

Nyhed

Sæsonåbning og hjemmestævne i Thisted FC

Nyhed

To nye æresmedlemmer i Thisted FC

Nyhed

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Nyhed

“Borgmester” Raahauge forlænger aftalen