Følg os på de sociale medier:
Menu
Foto : Rasmus Lykke
“Klublegenden, Jeppe Mehl, har efter to sæsoner valgt at stoppe i Thisted FC,” udtaler medlem af det sportslige udvalg for Thisted FC Jan Kristensen.
”Jeppe er jo en klubmand, og det har altid været en fornøjelse at være sammen med ham. Han er kommet op gennem klubbens egne ungdomsrækker, og blev sendt ud og udviklede sig til at blive Superligaspiller. Det var skønt for Thisted FC, at Mehl kom tilbage til klubben i 2018 og i to sæsoner har givet ud af sin store erfaring til de mange unge spillere i Thisted FC. Specielt efter nedrykningen til 2. Division har han bidraget med meget til den meget nye unge spillertrup som både spiller og assistenttræner i indeværende sæson.
Det har også haft noget at sige, at vi kunne trække en tidligere Superligaspillere til klubben, og det har været positivt for klubben. Vi er glade for, at Jeppe har givet os en masse tilbage. At han så ikke kan finde tid og mulighed for det længere, på grund af familie og arbejde i Holstebro, det har vi fuld forståelse for. Vi vil ønske Jeppe alt mulig og held og lykke i fremtiden. Det bliver et stort tab for klubben, og spillertruppen mister en meget rutineret spiller både i omklædningsrummet og på banen. Mehl har været med i en opbygningsfase, efter nedrykningen, og nogle af de unge spillere har heldigvis fået hår på brystet og er klar til at tage over”, slutter Jan Kristensen.
”Den primære grund til jeg stopper i Thisted FC er tiden”, udtaler Jeppe Mehl. “For at gå lidt dybere med det, så har det hele tiden været planen for mig, at min næste kontrakt skulle kombineres med et arbejde ved siden af fodbold. Da jeg er bosat i Holstebro, og har Tina og vores søn Hugo, vil det tage for meget tid fra dem, hvis jeg skulle arbejde i Thisted-området og spille fodbold efter arbejde samt transporttiden til Thisted.
Det vil især tage rigtig meget kvalitetstid fra vores søn, som jeg absolut intet ønske har om, så derfor vælger jeg at stoppe i Thisted FC. Det har været en svær beslutning for mig, fordi Thisted FC er min klub. Det har været fantastisk at vende tilbage til Thisted FC og jeg er rigtig glad for mit valg tilbage i 2018. Den dag i dag, og ligesom dengang jeg rejste fra Thisted FC første gang, er der et fantastisk sammenhold i truppen, og det tror jeg egentligt, der har været i alle år i Thisted FC, og det er en kæmpe styrke for klubben. Jeg kommer uden tvivl til at savne alle drengene i omklædningsrummet og på banen.
I forbindelse med fremtiden er der opstået en mulighed for at kombinere arbejde og fodbold lidt endnu, så det er selvfølgelig noget jeg ser frem til. Men vigtigst for er lige nu, at slutte godt af i Thisted FC så der ligger mit fokus 100%” slutter Jeppe Mehl.
For yderligere oplysninger kontakt:
Medlem af sportsudvalget Jan Kristensen T. 6111 5840
Jeppe Mehl T. 4014 1623