Thisted FC

2. Division

Året der gik 2022

Endnu et år lakker mod enden i TFC Elite – et år vores direktør, Peter Friis, kigger tilbage på

Foto : Rasmus Lykke

Skrevet af:

Peter Friis

Glædelig jul og godt nytår fra TFC Elite

Endnu et år lakker mod enden i TFC Elite. Et år hvor vores herrer hold var snublende tæt på en oprykning til Nordic Bet Ligaen, og hvor vores kvinder endnu en gang stod i en pokalfinale.

Det sportslige

2022 startede med et trænerskifte hos både vores kvinder og herresiden. Peer Lisdorf overtog tøjlerne hos vores kvinder i Gjensidige kvindeligaen, han var sammen med resten af holdet utrolig tæt på at skrive historie og tage bronzemedaljerne med til Thy.

Resultaterne flaskede sig dog ikke i sidste runde og FC THY – THISTED Q måtte derfor ¨nøjes¨ med en 5 plads. Holdet gik til gengæld hele vejen til finalen i pokalturneringen, som blev afviklet på Nord Energi Arena i Hjørring. Vores piger kæmpede forbindeligt og var ved flere lejligheder utrolig tæt på føringsmålet, men det var bogstavelig talt en dag med stolpe ud. Fortuna Hjørring kunne til sidst løbe lidt ufortjent med sejren, 3-1 blev resultatet.

Efteråret hos kvinderne startede rigtig fint med mange flotte sejre, formen kunne dog ikke holdes hele vejen igennem, men med 2 sejre i de sidste 3 kampe gør, at vi pt. indtager en 4 plads i landets bedste række. Vi er samtidig stadigvæk med i pokalturneringen, hvor vi den 11. marts 2023 tager imod de danske mestre fra HB Køge.

Vi skal huske, at vi på kvindesiden er oppe imod nogle meget stærke økonomiske klubber, hvilket gør, at det er sammenholdet, der skal bringe resultater til Thy. Denne konkurrence bliver ikke mindre i fremtiden, da det her bliver et krav fra UEFA, at alle herrer hold, der vil spille europæisk i sæsonen 2024/25 skal have et kvindehold eller som det mindste samarbejde eller støtte et. Dette udvikler kvindefodbolden, hvilket er positivt, men det presser også barometeret, da der højst sandsynligt vil komme klubber med en delt mere økonomi end vores.

Hos herrerne var det Bo Zinck som overtog træneransvaret i foråret 2022 og efter en lidt vaklende start så skal jeg love for, at holdet fandt melodien i oprykningsspillet. Stimen af sejre sluttede dog lige et par kampe for tidligt, og til sidst måtte vi se Hillerød løbe med oprykningen til Nordic Bet Ligaen.

Truppen og staben var selvfølgelig skuffet over, at man havde været så tæt på, og at det så glipper til sidst. Holdet fik dog vist hvilket potentiale det besidder, et potentiale vi desværre ikke har fundet frem i samme grad i efteråret.

Et nødsaget trænerskifte i sommerpausen gjorde vilkårene og forudsætningen for succes svært for holdet og efteråret har ikke været som håbet. Thisted FC-dyderne, hvor spillerne knokler r…. ud af bukserne har vi set for lidt af, hvilket resulterede i, at vi valgte at sige farvel til cheftræner Krzysztof Popczynski allerede i november.

Fra januar er det vores lokale trænertalent Daniel Kristensen, som skal stå i spidsen for holdet. Dette har jeg en stor tro på, bliver rigtig godt. Holdet er pt. placeret på en 8 plads med 3 point til 6 pladsen, som giver adgang til oprykningsspillet.

Pokalfight gav næsten historisk resultat

Vi kan heller ikke snakke om det sportslige uden at nævne den største kamp på Sparekassen Thy Arena i meget lang tid. Knap 4000 tilskuere var på plads, da TFC-spillerne levere en fantastisk fighter indsats og tvang Skandinaviens største hold, FC København, ud i forlænget spilletid.

Her måtte holdet dog kapitulere over for specielt Andreas Cornelius, som med 2 scoringer i den forlænget spilletid sendte en 3-1 sejr til favoritterne. Dagen forløb fantastisk og vi havde 220 erhvervsmedlemmer og sponsorer i Redoffice Konpap-Loungen forud for kampen.

Klubben og de frivillige folk havde knoklet utrætteligt i 14 dage op til kampen og heldigvis forløb dagen fantastisk og drengene kunne give FCK kamp til stregen på banen. Jeg vil gerne sige tak til alle vores frivillige, sponsorer og erhvervsmedlemmer for at støtte så flot op om kampen.

Thisted FC sælger igen spillere

Året 2022 blev også året, hvor vi igen har solgt spillere til en højere hylde. Yao Dieudonne solgte vi til Kolding IF, hvor han fik muligheden for at få en fuldtidskontrakt og komme tættere på familien i Odense.

Her sidst på året var turen så kommet til Laurits Bust, som igennem gode præstationer gjorde sig fortjent til et skifte til Næstved i 1. division.

Selvom disse salg ikke indbringer millioner, (lang fra 😊) så er det rigtig vigtigt for os som klub at vise overfor vores spillere, hvad vi gerne vil. Vi vil sammen udvikle dem, så de kan tage skridtet til en højere hylde og hvis de gør dette, så vil vi ikke stå i vejen for dem.

Ungdommen og fremtiden
Vi valgte sammen som klub at omstrukturere på vores ungdomsside i løbet af foråret.
Årgangene skulle samles mere og der skulle større fokus på kammeratskab og glæde, specielt på de yngre årgange. På de ældre årgange ville vi skabe en samlet pakke, spillerne kunne nyde godt af. Denne har vi taget hul på i små bider, og er stille og rolig på vej i den rigtige retning. Vi er ikke i mål, men på vej.

Vi valgte at træde ud af DBU licenssystem i sommers, da vi simpelthen brugte alt for mange penge på at følge DBU’s krav. Her er vi ikke som klub pt. Vi skal bruge den nærmeste tid på at finde os selv på ungdomssiden og have fokus på at skabe rammerne for vores unge mennesker.

Vi kan dog glæde os over at have integreret rigtig mange af vores unge spillere i førsteholdstruppen, noget vi også vil have stor fokus på i fremtiden. Vi hiver ikke bare de unge op i truppen fordi de er unge eller er vores egne spillere – de kommer op i truppen, hvis de har et potentiale eller fordi de er gode nok.

Økonomisk – et udfordrende år

Vi har brugt rigtig meget tid på at få ryddet ud og op i gamle ting b.la. vores sponsorlister. Listerne har ikke afspejlet realiteterne og derfor er denne prioritering vigtig for det fremadrettet arbejde.

Der er fundet en del, som ikke er eller har været en del af TFC i et stykke tid, hvilket også afspejler at det har været et udfordrende år økonomisk i klubben. Heldigvis er der også kommet mange nye til og vi er taknemmelige for jeres bidrag hver især. Det handler hele tiden om at finde den rette balance i at investere i setuppet samtidig med, at vi har fat i vores omkostninger, så disse ikke løber løbsk.

Derudover så har vi også haft manglende indtægter på events-delen. Vi havde vores indendørs Thy FF-cup i marts måned, hvor 15 sponsorer kæmpede om trofæet og efterfølgende var samlet i Redoffice Konpap-Loungen til mad og livemusik. En super dag/aften med masser af sved på banden og grin blandt deltagerne. Vi havde håbet af kunne afholde et foredrag i 2022, dette blev dog ikke til noget – måske vi kaster os ud i det i 2023.

Der har også været en del usikkerhed om forskellige midler fra DBU ville komme og hvornår og hvor meget disse evt. vil være på. Her kan b.la. nævnes solidaritetsmidlerne på både herrer og kvindesiden, som i skrivende stund endnu ikke er kommet.

Vi lever stadigvæk i en usikker verden og jeg er ikke i tvivl om, at 2023 også bliver et usikkert år for mange. Derfor skal vi gøre det, vi er bedst til i Thy nemlig at stå sammen og støtte hinanden.

Overstående har alt sammen påvirket vores økonomi i det forgangne år. Vi er dog positive og ser frem til et nyt år med nye udfordringer og nye friske øjne.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår

Med sportslige hilsner
Direktør TFC Elite
Peter Friis

Se også andre nyheder her

Nyhed

Billedserie fra fredagstræning

Nyhed

Billeder fra onsdagens træning

TFC TV

Assistenttræner: Jeg kan lide fællesskabsfølelsen

Nyhed

Billeder fra mandagens træning