Følg os på de sociale medier:
Menu
Det er i modgang man viser hvem man er og hvad man er lavet af – og det er ingen hemmelighed at de seneste ugers modgang var en stor motivationsfaktor forud for lørdagens afsluttende slutspilskamp hjemme mod KoldingQ. Den opgave løste pigerne på allerbedste vis ved i perioder at dominere på bolden og sikre sig en ganske fortjent 1-0 sejr og dermed et fint afsæt frem mod næste sæson.
FC Thy / Thisted Q – Kolding Q: 1-0 (0-0)
Mål:
46. minut: 1-0: Matilde Kjeldgaard, assist Malene Sørensen
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Nadia Søderberg, Line ‘SK’ Kristensen, Olivia Bergmann, Agnete Marcussen, Camilla Nielsen, Matilde Kjeldgaard, Malene Sørensen (86: Signe Damsgaard), Beate Marcussen (69: Malene Yde Hedegaard), Lotte Bak (65: Michelle Sandfeld), Rikke Dybdahl.
Det var fra kampens begyndelse et veloplagt FC Thy – Thisted Q-mandskab der indtog Sparekassen Thy Arena. Ikke alene skulle sidste uges kedelige plet vaskes bort med en god præstation, det lå også alle på sinde at få sluttet foråret godt af. Det så vi også muligheden for mod et Kolding-hold der i foråret har været blandt de mest hypede, men ikke desto mindre kom med lidt hakker i selvtilliden efter en resultatmæssigt skuffende periode hvor man bortset fra en sejr over Nordsjælland slutter 2. sæsonhalvdel i medaljeslutspillet med lutter nederlag, sågar uden at få scoret. At vi derudover havde revanche til gode efter nederlaget i Kolding for 4 uger siden, gjorde naturligvis ikke motivationen mindre.
Dette kunne ses på banen idet en veloplagt Beate Marcussen straks fra kampens begyndelse tiltvang sig bolden og driblede sig fri i feltet samt fik afsluttet i en situation hvor landsholdskeeper Lene Christensen måtte vifte bolden over mål. Et par sporadiske og optimistiske skud fra distancen i modsatte ende kunne ikke ødelægge billedet af at vi sad ganske fint på begivenhederne, hvilket blev yderligere understreget da en stærkt spillende Rikke Dybdal efter knap et kvarter med stor energi tiltvang sig bolden, afdriblede sine to oppassere og med et tørt hug testede overliggeren bag Lene Christensen. Malene Sørensen er hurtigt over returen og sætter fra modsatte side en til-ilende Matilde Kjeldgaard op til afslutning der dog ikke får den fornødne kraft og præcision.
Kolding vågner op og får omkring det 20. spilleminut et par fornuftige muligheder efter opspil i deres højre side. Først får Line S. Kristensen clearet bolden inden den når at blive farlig og i den anden situation, må Maja tage sig af en Sif Rykjær afslutning langt udefra. Omkring den halve time er der igen fare på færde i Koldings felt da det først er Beate der igen driver gæk med Koldings højre forsvarsside og lægger et indlæg ind som Agnete fra sin position som højre back får lagt pres på, bolden cleares ud foran feltet hvor Malene Sørensen får afsluttet og bolden sniger sig efter en afretning lige akkurat ud på den forkerte side af stolpen til hjørnespark.
Få øjeblikke senere, er en kommunikationsfejl i de bageste geledder ved at koste os dyrt men vi slipper med skrækken og vi kan derfor fortsætte jagten på føringsmålet hvor det først er Lotte Bak som er ved at drible sig flot igennem til afslutning hvorefter Beate Marcussen i to omgange, denne gang fra højre siden er en trussel i halvlegens sidste kvarter hvor vi sad temmelig tungt på begivenhederne og Kolding var sjældne gæster på vores halvdel.
Som det var tilfældet i Kolding for 4 uger siden, skulle 2. halvleg få en ganske hæsblæsende begyndelse – denne gang dog heldigvis med modsat fortegn – på vores første angreb efter pausen, jagter Malene Sørensen energisk en bold dybt nede på Koldings banehalvdel og fra en position tæt på sidelinjen finder hun en fremadstormende Matilde Kjeldgaard foran feltet som efter en flot førsteberøring med største selvfølgelighed lægger bolden fladt over i det lange hjørne til en forløsende og fuld fortjent 1-0 føring.
Vi trak os efter scoringen lidt unødvendigt en smule længere tilbage på banen – måske fordi vi – ubevidst – gerne ville passe på og forsvare føringen. Paradoksalt nok resulterede det i det følgende kvarter i en del store muligheder til os, idet vi nu kunne lukrere på de omstillingsmuligheder der naturligt ville byde sig når Kolding skulle længere frem på banen. Efter 51 minutter, er det således Malene Sørensen der er ved at drible sig igennem i en 3 mod 3 situation og efter godt en time er det Rikke Dybdal og Beate Marcussen der kombinerer i en situation hvor sidstnævnte får afsluttet kvalificeret inden et indlæg fra selv samme Beate finder vej til Lotte Bak som er tæt på at score.
Kolding mobiliserer de følgende 10 minutter de sidste kræfter i jagten på udligningen og såvel Sif Rykær som Signe Hansen Baattrup får afsluttet uden at det dog for alvor bliver farligt – i stedet er Rikke Dybdal et par gange til sidst ved at lukke kampen, dog ligeledes uden at hun i situationerne finder den sidste plads til at få afsluttet. Kampen slutter dermed med en ganske fortjent 1-0 sejr over Kolding – i øvrigt en gentagelse af resultatet fra vort seneste møde på hjemmebane med Koldingenserne, om end efter et andet ganske andet kampforløb.
Det som i denne kamp gjorde forskellen for os, var så afgjort en fin ro i boldomgangen nede bagfra hvor vi finder den rette balance mellem at spille i mellemrum når det er muligt og så til andre tider at lokke modstanderne lidt højere op i presset hvorved vi kan komme til med en lidt længere direkte bold at true modstandernes bageste linje. Begge dele er en del af spillestilen og lørdagens kamp er velsagtens en af dem hvor vi bedst er lykkedes med at sætte det sammen på den måde vi gerne vil.
At kampbilledet efter pausen så bliver lidt mere urolig er et resultat af at vi som nævnt trækker os en smule tilbage på banen – noget der egentlig ikke var nødvendigt, men som er en naturlig konsekvens af den resultatmæssige svære periode holdet har været inde i på det seneste. Netop derfor skal pigerne have stor kredit for at holde hovedet koldt og tilpasse sig det ændrede kampbillede og i stedet vise at andre dele af vort DNA – den hårde fight og det skarpe omstillingsspil også fremadrettet er dyder vi skal holde fast i.
Dette skal vi imidlertid formå at gøre uden to af de spillere der ikke bare her i foråret men igennem flere sæsoner har spillet en kæmpe rolle i klubben og holdets udvikling. Nadia Søderberg og Lotte Bak spillede begge lørdag deres sidste kamp for klubben og skal efter sommerferien til at bruge mere tid på studierne – herfra skal der endnu en gang lyde en kæmpe tak til jer begge for ikke alene jeres store indsats i dagens kamp såvel som i forårssæsonen generelt men også for jeres altid fantastiske humør, energi og positive indstilling.
Al mulig held og lykke fremadrettet til jer begge!
For truppen venter nu et par ugers træning inden der skal holdes en velfortjent sommerferie så batterierne kan blive ladet op igen frem imod en spændende sæson 2021/22.
Vel mødt til den tid – og i mellemtiden god sommer til alle!