Thisted FC

Amatørafdelingen

Daniel Kristensen takker af efter eget valg – Bo Thomsen skal føre Thisted FC’s nye strategi ud i livet

Thisted FC har indgået en aftale med Bo Thomsen, der tiltræder som cheftræner den 1. januar 2027. Han overtager efter Daniel Kristensen, som efter knap fire år i spidsen for 2. divisionsholdet har valgt at stoppe som cheftræner.

Foto : Uffe Skinnerup / Skinnerup Media

Skrevet af:

Kamilla Jacobsen

Thisted FC har indgået en aftale med Bo Thomsen, der tiltræder som cheftræner den 1. januar 2027. Han overtager efter Daniel Kristensen, som efter knap fire år i spidsen for 2. divisionsholdet har valgt at stoppe som cheftræner.
Med ansættelsen får Thisted FC en træner med indgående kendskab til klubben, lokalområdet og talentudvikling. Bo Thomsen var senest cheftræner for klubbens 2. divisionshold i 2022 og vender nu tilbage for at stå i spidsen for holdets sportslige udvikling og bidrage til at realisere klubbens nye strategi.

 

Et strategisk valg for fremtiden

Tidligere på året vedtog Thisted FC en ny strategi for perioden 2026-2030. Strategien sætter en klar retning for klubbens fremtid med fokus på tre centrale områder: sportslige ambitioner, ansvarlig økonomi og udvikling af egne talenter.
Et af de centrale mål er, at førsteholdstruppen i 2030 skal bestå af 50 procent egne spillere. Samtidig ønsker klubben at styrke forbindelsen mellem ungdomsafdelingen og førsteholdet, så endnu flere lokale talenter får mulighed for at tage skridtet hele vejen til divisionsfodbold.

Sportschef Peter Bechmann ser Bo Thomsen som den helt rette profil til at omsætte strategien til handling.
“Vi har valgt Bo, fordi han matcher den retning, vi ønsker for Thisted FC. Han kender klubben, lokalområdet og vores talentmiljø indgående. Vi tror på, at han kan skabe en endnu tættere sammenhæng mellem talentmiljøet og førsteholdet, samtidig med at han kan udvikle et konkurrencedygtigt divisionshold. Da Daniel meddelte sin beslutning, vidste vi, at det ville blive svært at finde den rette afløser, men vi har haft god tid til processen og er meget tilfredse med den løsning, vi nu præsenterer.” Fortæller Peter Bechmann.

Bo Thomsen følger allerede nu holdet tæt og ser frem til at overtage ansvaret ved årsskiftet.
“Jeg er stolt over at vende tilbage til Thisted FC. Det er en klub med stærke værdier og store ambitioner. Jeg ser et enormt potentiale i den strategi, klubben har lagt. Vi skal fortsat være ambitiøse sportsligt, men samtidig være dygtige til at udvikle vores egne spillere, så flere lokale talenter får muligheden på førsteholdet.” Fortæller Bo, og fortsætter:
“Vi skal være konkurrencedygtige og gå på banen med ambitionen om at vinde. Samtidig skal vi udvikle vores lokale talenter og give dem en reel mulighed for at spille sig ind på holdet. Jeg vil være med til at skabe et hold, som folk i Thy kan identificere sig med og være stolte af.”

 

Stor tak til Daniel Kristensen

Mens blikket nu rettes mod fremtiden, ønsker Thisted FC samtidig at sende en stor tak til Daniel Kristensen for den indsats, han har leveret gennem knap fire år som cheftræner.
Daniel har stået i spidsen for holdet i en periode, hvor de økonomiske rammer gradvist er blevet mindre, samtidig med at flere konkurrenter har øget deres investeringer markant. Alligevel har han formået at holde Thisted FC konkurrencedygtig og været med til at udvikle både spillere, kultur og fællesskab omkring førsteholdet.
Daniel er samtidig den længst siddende cheftræner i 2. division, hvilket understreger den stabilitet og kontinuitet, han har været med til at skabe i en periode præget af store forandringer i Thisted FC.

Sportschef Peter Bechmann fortæller: “Daniel har ydet en stor indsats for Thisted FC. Han har arbejdet engageret under krævende vilkår og været med til at udvikle spillere, som både har styrket holdet og skabt værdi for klubben gennem spillersalg. Vi skylder ham en stor tak for hans arbejde og ønsker ham alt det bedste fremover.”

 

Bygger videre på et stærkt fundament

I Thisted FC ser man derfor ikke trænerskiftet som et brud med den udvikling, der er skabt under Daniel Kristensen. Tværtimod ser klubben det som det næste naturlige skridt i arbejdet med at føre strategien ud i livet. Daniel har været med til at skabe et stærkt fundament med fokus på kultur, udvikling og konkurrencedygtighed, og nu skal Bo Thomsen være med til at bygge videre på dette fundament.

Formand Claus Sørensen ser derfor ansættelsen som mere end blot et skifte på cheftrænerposten:
“Det her er ikke blot et trænerskifte. Det er et strategisk valg. Vi har sat en klar kurs for Thisted FC frem mod 2030, og med Bo Thomsen får vi en træner, som i høj grad matcher den retning, vi ønsker at bevæge os i. Derfor bringer denne ansættelse os tættere på de mål, vi har sat for klubben.”

Med ansættelsen af Bo Thomsen sender Thisted FC samtidig et tydeligt signal om, at ambitionerne fortsat er høje. Vejen frem bygger på en ansvarlig økonomi, stærke lokale rødder og en målrettet satsning på talentudvikling. Målet er fortsat at skabe succes på banen, samtidig med at endnu flere lokale spillere får mulighed for at repræsentere klubbens førstehold i de kommende år.

Har man spørgsmål bedes man kontakte:
Sportschef Peter Bechmann på tlf.: 41723143 eller
Thisted FC Elites bestyrelsesformand Claus Sørensen på tlf.: 20151234 eller mail cs@thistedfc.dk

Thisted FC Elites direktør er pt fraværende og vil ikke svare på mail eller telefonopkald.

Se også andre nyheder her

Nyhed

Daniel Kristensen takker af efter eget valg – Bo Thomsen skal føre Thisted FC’s nye strategi ud i livet

Nyhed

Stefan Vendelbo Madsen stopper som cheftræner i FC Thy – Thisted Q

Nyhed

Fælles Trænermøde 2026

Nyhed

Ny fælles strategi skal samle hele Thisted FC