Thisted FC fortsætter den stærke tradition med at give plads til egne unge talenter. Allerede tidligt i processen er det nu blevet til endnu to spændende oprykninger fra klubbens U19-hold, da Mikkel Overgaard og Karl Grønkjær fremover bliver en fast del af førsteholdstruppen.
Cheftræner Daniel Kristensen er både stolt og glad for, at klubben igen kan integrere lokale talenter i det stærke udviklingsmiljø omkring førsteholdet:
“Det er en fornøjelse – både personligt og på klubbens vegne – at vi endnu engang kan sende to unge, talentfulde spillere op i truppen. Det er et tydeligt bevis på, at vi ikke er bange for at give plads til de unge, hvis vi vurderer, de er dygtige nok. Vi har set det med flere andre spillere før, og det er helt i tråd med vores strategi,” siger han.
Mikkel er en lokal spiller og går ind i sit andet U19-år. Han er primært central forsvarsspiller, hvor han med sin stærke fysiske pakke allerede har vist spændende takter.
“For Mikkel handler det i første omgang om at lære og dygtiggøre sig yderligere på positionen. Her kan han samtidig læne sig op ad nogle erfarne spillere, som kan hjælpe ham på vej. Vi er nysgerrige på, om han kan fortsætte sin udvikling og tage det næste skridt,” fortæller Daniel Kristensen.
Mikkel udtaler:
*“Jeg er rigtig glad og stolt over at blive en fast del af 2. divisions-truppen her i Thisted FC. Det betyder enormt meget for mig at få den anerkendelse for det arbejde, jeg lægger i det hver eneste dag – både på og uden for banen.
Det er faktisk noget, jeg har drømt om og stilet efter igennem hele min ungdomstid, og jeg har arbejdet benhårdt for at nå hertil. Derfor er det også virkelig fedt at tage næste skridt og blive en del af et stærkt senior-set up, som jeg er sikker på kan hjælpe mig med at fortsætte min udvikling.
Jeg håber på at kunne suge så meget læring til mig som muligt – både fra de erfarne spillere og fra trænerteamet. Samtidig glæder jeg mig til at være en del af det gode miljø, vi har i truppen, hvor niveauet er højt, og hvor man bliver udfordret hver dag. Jeg ser frem til at tage næste skridt i min udvikling og forhåbentlig bidrage til holdet,”* siger Mikkel Overgaard.
Karl er kun førsteårs U19-spiller, men det har ikke holdt klubben tilbage fra at give ham muligheden. Karl er ligeledes lokal, men har også tidligere været en tur omkring FC Midtjylland, hvor Daniel selv har haft fornøjelsen af at arbejde med ham.
“Karl er en hårdtarbejdende spiller, der giver sig fuldt ud til hver eneste træning. Vi vurderer, at han har et stort potentiale, og vi glæder os til at se, om vi sammen kan forløse det. Det kræver naturligvis både tålmodighed og hårdt arbejde fra hans side,” siger cheftræneren.
Karl udtaler:
*“Jeg er virkelig glad for at være blevet en del af 2. divisions-truppen. Det betyder meget for mig at få den her anerkendelse for det hårde arbejde og den udvikling, jeg har lagt for dagen igennem tiden. Det giver en kæmpe motivation at kunne mærke og se, at det arbejde man investerer, faktisk bærer frugt og fører til nye muligheder.
Jeg er kommet ind i en rigtig god trup, hvor spillerne har taget super godt imod mig. Der er et fedt og professionelt miljø her, som gør, at jeg glæder mig endnu mere til at komme i gang for alvor. Nu handler det for mig om at arbejde hårdt hver dag og blive ved med at udvikle mig, så jeg kan tage næste skridt og forhåbentlig bidrage med noget positivt til holdet,”* siger Karl Grønkjær.
Med disse to oprykninger viser Thisted FC endnu en gang, at klubben tror på og investerer i egne talenter.
Hele klubben ser frem til at følge Mikkels og Karls fortsatte udvikling i den kommende tid.
For at give dig den bedste oplevelse bruger vi teknologier såsom cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver samtykke (at trykke på Godkend Alle) til brugen af disse teknologier, kan vi behandle data såsom browseradfærd eller unikke identifikatorer på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke (at trykke på Afvis) eller trækker dit samtykke tilbage, kan visse funktioner blive påvirket negativt.