FC Thy – Thisted Q kan med stor glæde meddele, at Josefine Sørensen rykkes permanent op i førsteholdstruppen.
Josefine, der er årgang 2009, er en ægte lokal og egenudviklet spiller, som har startet sin karriere i Hurup, inden hun senere blev en del af FC Thy Piger og nu er hun klar til at indtræde i FC Thy – Thisted Q 1. hold senior. Hun er dermed endnu et stærkt eksempel på den udviklingsvej, som FC Thy Piger og FC Thy – Thisted Q ønsker at skabe for unge, talentfulde spillere fra lokalområdet.
Det seneste år har Josefine været elev på klubbens tætte samarbejdspartner Skyum Idrætsefterskole. Her har hun haft mulighed for at kombinere sin hverdag som helt almindelig efterskoleelev med en målrettet fodboldudvikling. Samtidig har hun været i fast optræning med førsteholdet, hvor hun har fået flere indhop og vist, at hun trods sin unge alder allerede kan begå sig flot på seniorniveau.
Josefine fik sin officielle debut for FC Thy – Thisted Q’s førstehold den 21. september 2025 i en udebanekamp mod Østerbro IF. På det tidspunkt var hun blot 16 år gammel. Allerede tidligere samme år havde hun dog fået sin uofficielle debut for førsteholdet i en træningskamp mod Viborg FF.
Derudover har Josefine af flere omgange været udtaget til enten U16- eller U17-landsholdet, hvilket understreger hendes store potentiale og den udvikling, hun har været igennem de seneste år.
Cheftræner Stefan Vendelbo Madsen glæder sig over, at endnu en ung spiller fra klubbens eget miljø nu tager skridtet op i førsteholdstruppen:
“Josefine er et fremragende eksempel på, at hvis man er dygtig og dedikeret nok, så er man også gammel nok. Hun har gennem det seneste år vist en imponerende modenhed i sin måde at træne og agere på, og hun har hele tiden været nysgerrig, lærevillig og klar til at tage næste skridt.”
“Det gør os naturligvis ekstra stolte, at Josefine er en 100 procent lokal og egenudviklet spiller. Hun har taget nogle flotte skridt, samtidig med at der stadig har været plads til, at hun kunne være efterskoleelev og få den oplevelse med. Nu bliver hun en fast del af et tophold på seniorniveau i Danmark, og jeg er overbevist om, at FC Thy – Thisted Q er det helt rette sted for hende at fortsætte sin udvikling.”
For Josefine Sørensen selv er oprykningen en stor milepæl og et vigtigt skridt i hendes unge karriere:
“Jeg er rigtig glad og stolt over at blive rykket op i førsteholdstruppen. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for, og det betyder meget for mig at få muligheden i en klub, hvor jeg har været en del af miljøet i mange år.”
“Det seneste år på Skyum Idrætsefterskole har givet mig rigtig meget – både som person og som fodboldspiller. Jeg har kunnet udvikle mig, samtidig med at jeg har fået lov til at være en del af efterskolelivet. Nu glæder jeg mig til at tage næste skridt, lære endnu mere og fortsætte min udvikling sammen med holdet.”
Oprykningen af Josefine Sørensen understreger FC Thy – Thisted Q’s fortsatte fokus på talentudvikling og på at skabe en tydelig vej fra ungdomsfodbold til førsteholdet. Klubben ønsker at give dygtige, dedikerede spillere fra lokalområdet muligheden for at udvikle sig i et ambitiøst miljø – og Josefine er et stærkt bevis på, at den vej findes i FC Thy – Thisted Q.
For at give dig den bedste oplevelse bruger vi teknologier såsom cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver samtykke (at trykke på Godkend Alle) til brugen af disse teknologier, kan vi behandle data såsom browseradfærd eller unikke identifikatorer på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke (at trykke på Afvis) eller trækker dit samtykke tilbage, kan visse funktioner blive påvirket negativt.