Jeppe Dalgaard vendte tilbage med et brag og ændrede kampbilledet mod Ishøj IF
Efter en længere skadespause var der glædeligt gensyn med Jeppe Dalgaard, da han blev sendt på banen til anden halvlegs start i weekendens opgør mod Ishøj IF – og han satte øjeblikkeligt sit aftryk på kampen.
Thisted FC havde været under pres i første halvleg, hvor manglende skarphed og defensive problemer resulterede i en 3-1-føring til gæsterne ved pausen. Men indskiftningen af Jeppe Dalgaard viste sig at være et vendepunkt.
Fra sin position som højre wingback bragte Jeppe både energi, offensivt initiativ og defensiv stabilitet. Og det tog ikke mange minutter, før han satte gang i comebacket. Et velplaceret langskud fra Dalgaard ramte stolpen og sprang ud i feltet, hvor Christian Wagner var hurtigst over riposten og reducerede til 2-3.
Dalgaard fortsatte med at dominere højresiden. Defensivt lukkede han ned for Ishøjs kanter, mens han offensivt gang på gang udfordrede og skabte chancer. Efter 72 minutter kom belønningen: Sat i scene på kanten af feltet tog han et træk ind og bankede bolden op i målhjørnet via stolpen – et mål, der sikrede udligningen til 3-3.
Thisted FC pressede på for sejrsmålet i kampens afslutning, men opgøret endte uafgjort efter en hæsblæsende anden halvleg.
Efter kampen var det en glad og lettet Jeppe Dalgaard, der satte ord på sit comeback:
“Det var skønt at være tilbage på banen. Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er så sjovt at stå på sidelinjen. Derfor var det også fedt at få spilletid igen og være med til at ændre kampbilledet. Det er altid sjovt at spille, men det, man drømmer om, er at gøre en forskel. Jeg var både heldig og dygtig i dag og er stolt over at kunne bidrage til, at vi fik et vigtigt point med fra kampen.”
Med det ene point holder Thisted FC fast kampen for overlevelse i 2. division.
For at give dig den bedste oplevelse bruger vi teknologier såsom cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver samtykke (at trykke på Godkend Alle) til brugen af disse teknologier, kan vi behandle data såsom browseradfærd eller unikke identifikatorer på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke (at trykke på Afvis) eller trækker dit samtykke tilbage, kan visse funktioner blive påvirket negativt.