FC Thy – Thisted Q kan med stor glæde byde velkommen tilbage til Anna Kirk Lauritsen, der netop er fyldt 23 år og nu igen bliver en del af truppen.
Anna Kirk tørnede ud for klubben i både 2022 og 2023 – i alt fire halvsæsoner – efter hun dengang kom til fra Kolding IF. I sin første periode i Thy markerede hun sig som en energisk og alsidig offensiv spiller med blik for spillet og evnen til at skabe chancer.
Siden sin afgang har Anna haft en pause fra fodbolden, blandt andet spillet for FC Midtjylland, og senest har hun brugt otte måneder som frivillig for El Cambio Academy i Uganda – en oplevelse, der både personligt og menneskeligt har sat sine spor.
Kendt ansigt – og hurtigt tilbage i rytmen
Anna Kirk kender allerede flere af spillerne i truppen og er en utrolig vellidt person i miljøet. Hun er hurtigt faldet godt til igen og har fra første træning vist den energi og spilleglæde, som holdkammerater og stab husker hende for.
“Det glæder mig virkelig at byde velkommen retur til Kirk. Jeg oplever en glad, smilende og utrolig moden pige – som har fundet gnisten til at vise, hvor dygtig en fodboldspiller hun er.
Det er klart og helt naturligt at der lige skal bankes lidt rust af når man har holdt en længere pause fra elitefodbolden, men efter blot én træning var det tydelig at se at kvaliteter er intakte. Kirk kender kulturen og miljøet her i klubben, og hun bringer både kvalitet og positiv energi ind i truppen, mens hun i høj grad vil give yderligere sund konkurrence i truppen. Hun har flere forskellige offensive kompetencer, hvilket giver os spændende muligheder i vores spil,” lyder det fra cheftræner Stefan Vendelbo Madsen
Alsidig offensiv profil
Anna Kirk Lauritsen kan anvendes på alle de offensive positioner – både på kanten, som 10’er og som 9’er. Hendes bevægelighed, arbejdsomhed og offensive instinkt gør hende til et spændende trumfkort i forårets kampe.
Med comebacket styrker FC Thy – Thisted Q den offensive bredde og får samtidig en spiller ind, der allerede kender klubbens værdier og ambitioner.
Anna Kirks egne ord om hendes comeback
”Efter en pause fra fodbolden er jeg nu klar til at gøre comeback i FC Thy-Thisted Q – en klub, jeg glæder mig meget til at vende tilbage til. Det er rart at se så mange velkendte ansigter igen og være en del af det unikke fællesskab, man finder på holdet og i klubben.
Jeg er topmotiveret for at arbejde mig tilbage til mit tidligere niveau, udvikle mig og ikke mindst bidrage positivt til holdet. Glæden ved spillet har altid været stor, og det er noget, jeg kun er blevet endnu mere bekræftet i under min pause.
Mit mål er at hjælpe holdet så meget som muligt og være med i jagten på oprykning til A-ligaen. Jeg ser frem til igen at være en del af klubben og trække den blå/hvide trøje over hovedet”
For at give dig den bedste oplevelse bruger vi teknologier såsom cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver samtykke (at trykke på Godkend Alle) til brugen af disse teknologier, kan vi behandle data såsom browseradfærd eller unikke identifikatorer på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke (at trykke på Afvis) eller trækker dit samtykke tilbage, kan visse funktioner blive påvirket negativt.