Følg os på de sociale medier:
Menu
Efterårets bedste præstation inden pausen blev desværre ikke fulgt op af dominans i samme grad i anden halvleg, hvorfor vi måtte stille os tilfredse med det ene point mod FCN. Vi forsvarede ikke desto mindre vores fjerdeplads og lagde os á points med Brøndby i duellen om tredjepladsen i Grundspillet.
FC Thy – ThistedQ – FCN: 0- 0 (0-0)
Mål:
Ingen
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Agnete Marcussen, Olivia Bergmann (70: Line S. Kristensen), Signe Rahbæk Damsgaard, Janni Nystrup (70. Michelle Sandfeld), Camilla Nielsen, Matilde Kjeldgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen, Vibeke Hedegaard Andersen (70: Malene Yde Hedegaard), Rikke Dybdahl.
FCN er velsagtens den modstander vi oftest har mødt i løbet af 2021 og det var derfor 2 hold med et ganske solidt kendskab til hinanden som søndag eftermiddag satte hinanden stævne på Sparekassen Thy Arena. Til kampen havde vi valgt at foretage et par ændringer i forhold til seneste spillerundes opgør i Aarhus, idet Signe Rahbæk Damsgaard og Vibeke Andersen var foretrukket i start-11’eren til fordel for Line S. Kristensen og Michelle Sandfeld som begge var at finde på bænken fra kampens start.
Kampens første kvarter er en relativt åben slagudveksling hvor gæsterne noterer sig for et par hjørnespark og en enkelt pæn chance til Katrine Møller Kühl som f år afsluttet fra en spids vinkel, inden vi selv er på spil i banens modsatte ende hvor Malene Sørensen finder Beate Marcussen i feltet som tager et træk forbi Brianne Reed der begår et klodset straffespark der af uransaglige årsager ikke blev dømt af dagens dommer. Tv-billederne dokumenterede ellers efterfølgende at der ikke kunne være den store tvivl om graden af kontakt – ikke desto mindre måtte vi spille videre med uforrettet sag.
Det gjorde vi så, og det i en sådan grad at vi fik tilkæmpet os et ganske pænt overtag – således er præstationen i den resterende del af halvlegen ganske solid hvor vi holder en fin balance defensivt og til gengæld er nærgående foran FCN målet ved flere lejligheder. Først er Beate kort efter på spil igen, da hun med et skarpt træk sætter sin direkte modspiller af og får afsluttet snert forbi fjerneste krog. Tættest på kommer anfører Matilde Kjeldgaard da hun med et drøn fra kanten af feltet i en presset situation må se bolden prelle af mod overliggeren bag en forgæves sprællende Carly Nelson. Returen kommer vi akkurat ikke først på og FCN slipper dermed med skrækken. Vi må derfor gå til pause med uforrettet sag efter en fin halvleg hvor vi dominerer på bolden, særligt i den sidste halve time.
Straks fra anden halvlegs start, skulle det dig vise sig, at Nordsjællænderne også ville lege med og efter få minutter, er det Ashley Riefner der har søgt med frem fra sin back-position og tager chancen med en forrygende afslutning fra distancen som tager overliggeren bag en prisgivet Maja Bay der ellers gør alt hvad hun kan for at nå op til det fornemme skud. Det skulle markere starten på en periode hvor FCN tiltvinger sig overtaget og har held samt dygtighed til at stresse os samtidig med at flere af deres dygtige offensive spillere bliver sat i scene. Vores defensiv holder dog udmærket stand og håndterer det tiltagende tryk ganske fint, så det bliver ikke til de helt store muligheder foran Maja Bays mål. I den modsatte ende er det ved en enkelt lejlighed ved at blive spændende da Beate bliver spillet fri i dybden af Rikke Dybdahl, men desværre ikke får afsluttet helt som hun kunne have ønsket sig.
Vi forsøger os med en tredobbelt indskiftning midtvejs i halvlegen i bestræbelserne på at få lidt andre spillertyper ind som måske ville kunne tvinge initiativet over på vore fødder igen, men opnår vel aldrig helt den ønskede effekt af det – faktisk er det gæsterne som til allersidst tiltvinger sig en farlig situation foran vores mål hvor vi dog får bolden clearet mellem venner og fjender – de to hold deler dermed i porten hvorved vi forsvarer fjerdepladsen hvor dagens modstander efterhånden får vanskeligt ved at hente os. Nu ser vi frem mod en ny spændende opgave allerede på fredag hvor turen går til Hjørring hvor Fortuna venter i tredjesidste spillerunde.