Følg os på de sociale medier:
Menu
Foto : Rasmus Lykke
”Det er en premierekamp, og det er noget specielt for der er har været en relativ lang pause forud for kampen. Alle hold har været igennem en lang opstart og haft sit at slås med i forhold til Covid 19, skader og aflysning af træningskampe osv. Har man ikke været indblandet i det, så har man været heldig.
Generelt har vi haft en lang opstart, og den første periode af opstarten trænede vi med en fuld trup altså de første to måneder. Så har vi fået lidt skader og vi har mange vigtige spillere, som går og skranter pr dags dato (tirsdag, red) og er ikke sikre på, at de er klar til fredag.
Vi forholder os til dem, der kan spille og når nogle ikke kan, så spiller andre, og vi har antalsmæssig en fin trup. Hvis vi er alle mand klar, så har vi som minimum to mand til hver position, så det har ikke den store betydning, at vi har nogle ude”, siger Christian Flindt Bjerg, der har brugt mange år på Lerpytter og glæder sig til gensynet.
”Vi møder et stabilt Thisted-hold med et hav af spillere, som jeg selv har trænet og kender. Det bliver et glædeligt gensyn og har et super godt forhold til Thisted-spillerne, trænerteamet og ja dem omkring holdet. Det er et sted, jeg har været i syv et halvt år”, fortæller Skive-træneren og understreger, at skibonitterne ikke kun er kommet for at danse.
”Det er fedt at starte med et lokalbrag og forhåbentlig med mange på lægterne, og så skal ingen være i tvivl om, at vi kommer for at hente tre point”, fastslår Flindt.
Banerne i Danmark plejer ikke være i fineste stand, og det har man gjort sig parat til i Skive-lejren.
”Det bliver svære forhold at spille under, men det er vi klar til.
Thisted FC hviler i sig selv, har spillet sammen i relativ lang tid, og der er selvfølgelig unge, men de er et rutineret mandskab, der sjældent indkasserer mange mål. Det bliver en yderst svær kamp, men vi har stor tro på os selv. Vi sluttede efteråret af med 17 point i ni kampe, og vi har fået kvalitetsspillere ind. Vi har naturligvis stor respekt for Thisted FC, der havde en elendig generalprøve mod VSK. Jeg ved dog, de er 100 % til stede på fredag”, siger Christian Flindt Bjerg og påpeger, at Skive IK har meget på spil fra start.
”Vi har fem finaler inden vi skal i slutspil. Vi har spillet os til at have mulighed for at komme med i top seks, og der har vi to point op p.t., så der er mindst ligeså meget på spil for os som for Thisted FC.
Kigger vi på tabellen, så behøver vi ikke diskutere hvem der er favoritter i den her kamp, men Thisted FC ved godt, at vi bliver svære at have med at gøre. Det handler om, hvem der kommer med den bedste løsning og tager slåskampen på fredag. Det bliver om at acceptere, at det ikke bliver finpoleret spil, så jeg tror på en yderst tæt og intensiv begivenhed”, siger Christian Flindt Bjerg.