Følg os på de sociale medier:
Menu
Årets første betydende kamp bød på et gensyn med de forsvarende pokalmestre fra FC Nordsjælland som i sidste sæson besejrede FC Thy-kvinderne i turneringens finale. Denne gang var det thyboerne der trak det længste strå, takket være et fornemt comeback i en kamp hvor alle fem scoringer faldt inden pausen.
FC Thy / Thisted Q – FC Nordsjælland: 3-2 (3-2)
Mål:
14. minut: 0-1, Ashley Riefner, assist Anna Karlsson
19. minut: 0-2, Camilla Kur Larsen, FC Nordsjælland, uassisteret
21. minut: 1-2: Lotte Bak Christensen, assist: Rikke Dybdahl
26. minut: 2-2: Malene Sørensen, uassisteret
35. minut: 3-2: Rikke Dybdahl, assist: Beate Marcussen
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Nadja Søderberg (84: Olivia Bergmann), Line ‘SK’ Kristensen, Signe Damsgaard, Agnete Marcussen, Camilla Nielsen, Sarah Dyrehauge, Beate Marcussen, Lotte Bak (69: Malene Yde Hedegaard), Rikke Dybdahl, Malene Sørensen (84: Sarah Kold Mikkelsen).
Kampen startede i et hæsblæsende tempo hvor begge hold virkede opsatte på at tiltvinge sig initiativet og gik frisk til sagen, hvilket betød flere tilløb til chancer i begge ender i kampens indledning. Det skulle dog blive de rødklædte gæster fra Farum der først kom på måltavlen da Ashley Riefner på oplæg fra Anna Karlsson fik lige lovlig god tid og plads og takkede ved knastørt at sparke bolden fladt over i det lange hjørne fra en position på kanten af feltet.
Nordsjællænderne var i denne fase gode til at udfordre thyboernes defensiv der omvendt ikke virkede helt afstemt og ondt skulle blive til værre få minutter senere da et regulært forsvarskoks i de bageste geledder hos FC Thy / Thisted Q betød en gratis mulighed til Camilla Kur Larsen der nemt kunne bringe sit hold på 2-0. Det var et tydeligt rystet hjemmehold der kort efter kunne se Anna Karlsson være tæt på at bringe sit hold yderligere foran, men thyboerne slap med skrækken,
Et par taktiske rokeringer sammen med en justering i forhold til presset betød at FC Thy / Thisted Q fik stabiliseret tingene og på et aldeles fornemt kvarter, vendte man med 3 scoringer i træk tingene fuldstændig på hovedet. Først kombinerer Malene Sørensen og Rikke Dybdahl sig igennem Nordsjællændernes defensiv og med en flad pasning finder bolden vej ind i det rum som Lotte Bak energisk har opsøgt og reduceringen til 1-2 er en realitet.
Nu lugtede de blå-hvid stribede for alvor blod – udligningen til 2-2 opstod dog efter lidt af en foræring da Malene Sørensen på midten af banen opsnapper en bold fra Asla Johannesen og udnytter at gæsternes målmand tager del i opspillet ved i en blød bue at sende bolden ned i det tomme mål. Herefter var der virkelig fart og feltet, særligt hos hjemmeholdet og specielt Beate Marcussen og Rikke Dybdahl truede ved flere lejligheder gæsternes defensiv og var tæt på at bringe thyboerne foran.
Foran kom værterne dog – og det efter kampens bedste mål hvor et målspark igangsættes fra Maja Bay og via Line SK, ender bolden hos Beate Marcussen der kombinerer sig fint igennem, spiller 1-2 med Malene Sørensen og derefter sender Rikke Dybdahl alene med Adelaide Gay – en situation hvor Dybdahl sjældent svigter, og således heller ikke denne gang – 3-2 var dermed en realitet.
En særdeles livlig halvleg ebber ud uden yderligere nævneværdige chancer – dem havde man så til gengæld også fået til overflod i kampens første knap 40 minutter.
Fra anden halvlegs begyndelse er det hjemmeholdet der er mest energiske og lægger et højt pres på nordsjællænderne – allerede efter 2 minutter sender en af dagens 3 debuterende spillere fra FC Thy / Thisted Q, Signe Damsgaard en tværbold ind i feltet hvorfra Malene Sørensen er meget tæt på at gøre det til 4-2.
Hjemmeholdet tiltvang sig efter pausen et fast greb om spillet og gjorde det dermed svært for nordsjællænderne at tilspille sig åbne muligheder og hvor 1. halvleg var en åben og chancerig affære blev anden halvleg mere taktisk præget hvor thyboerne trak sig en smule tilbage på banen og dermed overlod lidt mere boldbesiddelse til gæsterne der jo nu som udgangspunkt havde til opgave at skabe de chancer der kunne bringe holdet tilbage i kampen.
Denne fase trak thyboerne sig umiddelbart bedst ud af qua en velfungerende defensiv der lukkede fint ned og gjorde det vanskeligt for de rødklædte gæster at finde de nødvendige åbninger – samtidig lurede man hele tiden på den omstilling der reelt kunne have lukket kampen.
Efter 70 minutter var der udsolgt hos Lotte Bak Christensen, der blev erstattet af Malene Yde Hedegaard og yderligere 2 debutanter blev sendt på banen i skikkelse af 17-årige Sarah Kold der som bekendt i vinterpausen er kommet til fra netop FC Nordsjælland0 og 19-årige Olivia Bergmann som man har hentet i Fortuna Hjørring.
Vi skulle helt hen til andet overtidsminut inden Nordsjælland fik en lille mulighed for at bringe kampen i forlænget spilletid men rigtig tæt på kom det ikke, og thyboerne samt trænerteamet kunne derfor efter 94 minutters fodboldspil strække armene i vejret og fejre en perfekt start på foråret i form af en booket semifinale hvor Odense Q venter i et dobbelt-opgør i slutningen af marts måned.
Inden da skal fokus dog nu rettes ind mod et par særdeles vigtige opgaver, heraf den første allerede på fredag hvor AaB kommer på besøg i en kamp hvor thyboerne med en sejr kan sikre sig pladsen i forårets medaljeslutspil – en kamp hvor vi desværre stadig ikke kan byde publikum indenfor på Sparekassen Thy Arena, men hvor man i stedet kan følge kampen via livestream og TV på kanalen Sport Live.