Følg os på de sociale medier:
Menu
FC Thy – ThistedQ – Fortuna Hjørring 2-4 (1-4)
Mål:
Startopstilling: Maja Bay, Agnete Marcussen, Olivia Bergmann (70. minut; Malene Yde Hedegaard), Line Kristensen, Signe Damsgaard (46. Janni Nystrup), Camilla Nielsen, Matilde Kjeldgaard (46. Lise Dissing), Malene Sørensen, Beate Marcussen, Rikke Dybdahl, Lise Dissing.
Efter sidste weekends flotte præstation i Farum, skulle der fredag aften følges op hjemme på Sparekassen Thy Arena mod ’naboerne’ fra Fortuna Hjørring. Gæsterne kom til Thisted med klare sejre i deres 3 første kampe og da vi selv har startet sæsonen rigtig fint med sejre i 2 af de første 3 kampe, var der lagt op til et opgør mellem to hold med masser af selvtillid og tro på egne evner.
Kampen er fra start egentlig ganske lige hvor de to hold ser hinanden lidt an med meget spil midt på banen. Efter 10 minutter taber vi en duel omkring banens midte hvilket resulterer i en fri-løber til ligatopscorer Emma Snerle som til trods for Maja Bays heroiske bestræbelser på at afværge får lagt bolden i mål til 0-1. Vi får egentlig i første omgang samlet os efter målet og forsøger at bevæge bolden uden dog at kunne etablere os på modstandernes halvdel.
Efter 21 minutter bliver vi fanget i ubalance i højre side af banen og får efterfølgende ikke clearet en situation på kanten af eget felt hvorfor Fortuna får kombineret sig igennem centralt og lagt bolden i mål til 0-2 på deres velsagtens anden afslutning i kampen. Det skulle blive starten på 7 ganske forfærdelige minutter hvor der sniger sig for meget tvivl og passivitet ind i særligt vore defensive aktioner, hvilket topholdet kynisk udnytter ved først at gøre det til 3-0 ved anfører Laura Frank efter et hjørnespark og efterfølgende 4-0 ved Emma Snerle efter vi er blevet spillet tynde i vores venstre side.
Nede med 4 mål efter blot 28 minutter var der selvsagt brug for alle de mentale ressourcer vi overhovedet kunne grave frem, og spillerne skal i den grad roses for at tage arbejdshandskerne på, kaste passiviteten over bord og forsøge aktivt at tage initiativet i kampen, Det fører et par små og en stor muligheder med sig men vi skal hen til et hjørnespark efter 42 minutter inden vi får reduceret ved anfører Matilde Kjeldgaard der smart får vendt rundt i feltet og afsluttet fladt mod det lange hjørne.
Selvsamme Kjeldgaard slår sig desværre i en hård duel i gæsternes felt i sekunderne inden dommeren fløjter til pause og Lise Dissing sendes på banen i hendes sted fra anden halvlegs start hvor Janni Nystrup samtidig erstatter Signe Damsgaard. Samtidig er det hjemmehold der har fået samlet sig og justeret et par ting i forbindelse med presset der indleder anden halvleg.
Vi får etableret et tidligt tryk mod gæsternes mål uden at vi dog får produceret den helt åbne målchance men det er pludselig os der har initiativet – vi får sat markant flere situationer op nedefra og får vores centrale folk mere på bolden. Det lønner sig efter 53 minutter hvor vi kan sende endnu en reducering i mål til 2-4 efter et hjørnespark hvor Rikke Dybdal med sin 3. scoring i de sidste par kampe får lagt bolden i mål.
Denne scoring gav for alvor blod på tanden og tro på at vi kunne komme tilbage i kampen. Samtidig fornemmede man at tvivlen begyndte at snige sig ind hos modstanderne som forsøgte at være mere kontrollerende på bolden uden at det nødvendigvis lykkedes for dem – i hvert fald var det fremdeles os som var holdet med flest ambitioner i forhold til det fremadrettede og målsøgende spil – med en enkelt undtagelse da en omstilling er ved at blive rigtig farlig – en situation som Agnete Marcussen og Line S. Kristensen dog i fællesskab får afværget.
Nye kræfter bringes på banen i det 70. minut i skikkelse af Malene Yde Hedegaard der erstatter Olivia Bergmann hvilket samtidig medfører en formationsændring i forsøget på at sætte endnu mere damp under kedlerne rent offensivt. Vi får straks belønning for anstrengelserne da Malene Yde efter relativt kort tid noterer sig for to ganske store chancer, dygtigt sat op af hhv. Rikke Dybdal og Malene Sørensen – desværre savnes den sidste skarphed i situationerne som kunne og burde have bragt os helt tilbage i kampen.
Sådan skulle det desværre ikke gå og da en farlig situation i gæsternes felt til allersidst hvor bolden danser på stregen, men akkurat ikke vil ind heller ikke går vores vej, må vi sande at perioden på 20 minutter inden pausen hvor Fortuna Hjørring laver deres mål og hvor vi ikke får sat proppen i, blev afgørende for pointenes fordeling. Til gengæld kan vi i den grad glæde os over den karakter vi viser og at vi sammen finder løsninger også når tingene ser svære ud. Det kan vi bruge til en hel masse i det videre arbejde hvor der nu venter endnu en intens uge med to vigtige kampe, først en pokalkamp tirsdag aften i Vorup inden endnu et lokalopgør lørdag den 04. september mod AaB hjemme på Sparekassen Thy Arena hvor der er kampstart kl. 13:15. Vel mødt!