Følg os på de sociale medier:
Menu
Sæsonåbneren på udebane mod HB Køge var på forhånd spået som en ganske svær opgave, ikke mindst grundet hjemmeholdets ganske skræmmende hjemmebanestatistik hvor seneste liganederlag efterhånden ligger et par år tilbage. Dette til trods formåede vi med en helhjertet indsats at byde mestrene trods og et overraskende point var ikke langt væk indtil hjemmeholdet slog sejren fast i andet minuts overtid.
HB Køge – FC Thy – Thisted Q: 3-1 (1-0)
Mål:
44. minut: 1-0, Madalyn Ann Pokorny, assist Kelly Fitzgerald
50. minut: 1-1, Vibeke Hedegaard Andersen, assist Matilde Kjeldgaard
51. minut: 2-1, Sofie Hornemann, assist Cecilie Fløe
90+2. minut: 3-1, Madalyn Ann Pokorny, assist: Sofie Hornemann
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Agnete Marcussen, Line ‘SK’ Kristensen, Olivia Bergmann, Signe Damsgaard (81: Malene Yde Hedegaard), Camilla Nielsen (70: Michelle Sandfeld), Matilde Kjeldgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen (70: Lise Dissing), Vibeke Hedegaard Andersen, Rikke Dybdahl.
Sæsonens første ligakamp imødeses altid med en vis spænding og denne gang var ingen undtagelse. Efter udmærkede indsatser i de seneste træningskampe mod FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring tog vi til Køge med en klar ambition om at drille et hjemmehold der i løbet af sommeren har sagt såvel farvel som goddag til en hel del nye ansigter, såvel på bænk som bane.
Hos de limeklædte thyboer, var der debut til Vibeke Hedegaard Andersen som startede på venstre kant efter at have budt sig flot til i opstarten og det skulle senere vise sig at være en udmærket disposition – i hvert fald leverede den nytilkomne unge spiller en løfterig præstation der sågar blev kronet med en scoring undervejs – mere om dette senere.
De to hold gav hinanden en lidt afventende start og bortset fra en tidlig afslutning fra Lauren Sajewich fra kanten af feltet, lod den første afslutning vente lidt på sig. Således skulle vi hen mod slutningen af det første kvarter inden vi i flere omgange begynder at true mestrenes sidste tredjedel. Først er det anfører Matilde Kjeldgaard som får afsluttet i feltet efter et præcist slået hjørnespark fra højre side. Umiddelbart efter, resulterer et højt pres i en erobring højt på værternes banehalvdel i en situation hvor vi med bedre boldomgang kunne og burde have spillet os til en mulighed og endelig får vi minuttet efter spillet bolden fint op i venstre side, herefter vendt spillet og skabt en 2v2 situation i højre side hvor Marcussen tvillingerne fint kombinerer sig til en farlig situation.
Så var det som om hjemmeholdet også ville være med og særligt i en enkelt situation hvor vi bliver lidt for nonchalante tæt på egen baglinje, må Maja gribe ind for (støvle)-snuden af hjemmeholdets topscorer Kyra Carusa da et Cecilie Fløe-indlæg var ved at blive farligt. I halvlegens midterste kvarter, bliver vi gradvist mere modige på bolden og særligt overgangen fra fase 1 til 2 ser kampen igennem meget fin ud – ikke mindst grundet en fin ro på bolden samt tålmodighed bagtil, noget som var med til at give os fin kontrol med begivenhederne i flere perioder og som også blev bemærket fra hjemmeholdets trænerteam efter kampen.
Også presset blev gradvist lagt højere op og var i et par momenter ved at give bonus efter erobringer højt i banen. Hjemmeholdet truer os efter 34 minutter med en flad variant af et frispark højt i banens højre side men ellers skulle vi hen til halvlegens sidste 5 minutter hvor kvaliteten i vores boldomgang daler unødigt, hvilket gør at værterne bliver særdeles nærgående i flere omgange. Først er det en lang fremlægning fra Laura Pedersen til Kyra Carusa der skaber bekymring da ireren vender i feltet og får sendt en farlig afslutning afsted som Maja akkurat får viftet op på overliggeren inden Madalyn Ann Pokorny minuttet senere gør det til 1-0 på en afslutning fra kanten af feltet efter manglende konsekvens i forbindelse med en clearing. I sandhed en spand koldt vand i hovedet ovenpå en halvleg hvor vi langt hen ad vejen havde fornemmelsen af at være fuldt på højde med mestrene, også selvom vi i de afsluttende minutter bliver for febrilske og mangler den fornødne kvalitet såvel i boldomgang som i defensive aktioner.
En god pausesnak gjorde at vi kom ud med fornyet energi og tro på tingene – vi måtte dog lige igennem en hurtig forskrækkelse da vi taber en duel i højre side hvorefter et fladt indlæg fra Cecilie Fløe er ved at skabe udfordringer straks efter pausen. Udfordringer kunne vi dog også skabe i banens modsatte ende og i halvlegens 5. minut får vi etableret os fint i venstre side hvor Malene Sørensen snyder Laura Pedersen og kommer til baglinjen, cutback’et finder vej til Matilde hvis afslutning ender i bagerste område hvor Vibeke Hedegaard er fulgt godt med og med største selvfølgelighed sætter et debutmål i kassen til en udligning der på dette tidspunkt ikke var helt ufortjent.
Desværre begår vi den største synd i fodbold og bliver alt for magelige efter vores scoring – således sendes Cecilie Fløe straks afsted på venstre kant hvorefter vi ikke får forsvaret eget felt godt nok, hvilket tillader Sofie Hornemann at bringe værterne tilbage i front med 2-1 blot 10 sekunder efter at spillet var sat i gang igen efter vores udligning. Superærgerligt, og dyre lærepenge at betale efter at vi på bedste vis havde bragt os tilbage i kampen.
Der var dog naturligvis kun én vej, nemlig at forfølge muligheden for at bringe balance i regnskabet på ny, og lige efter den spillede time, er det først Agnete der får sendt en yderst kvalificeret afslutning afsted fra kanten af feltet i en situation hvor vi fint får fastholdt bolden højt i banen og Mackese akkurat får viftet bolden ud til hjørnespark. På dette kommer Olivia Bergmann til en ganske stor hovedstødsmulighed som desværre går lige over fjerneste krog – jo, vi var på dette tidspunkt helt bestemt stadig med i kampen og ikke langt fra en udligning.
Kort efter må Maja agere redningskvinde på en Pokorny-afslutning, hvorefter vi i den følgende sekvens på ny viser at vi efterhånden er kommet ganske langt med vort opbyggende spil og fastholder bolden i en fin lang sekvens der ender i at Rikke dømmes marginalt men korrekt offside i en situation der med lidt hurtigere boldomgang burde være resulteret i en friløber.
Nye kræfter blev bragt på banen i skikkelse af Michelle Sandfeld og Lise Dissing som afløste Camilla Nielsen og Beate Marcussen og lidt senere gav også Signe Damsgaard plads til Malene Yde Hedegaard. Samtidig rokerede vi lidt i holdet for at skabe endnu flere spilmuligheder højt i banen og på den måde gå helhjertet efter det point som vi havde fornemmelsen af godt kunne ligge og lure. Samtidig begyndte hjemmeholdet at trække sig en smule tilbage og overlade endnu mere initiativ til vort opbyggende spil for i stedet hele tiden at lure på den omstillingsmulighed der endegyldigt kunne lukke kampen.
Efter 80 minutter finder en fin hård pasning fra SK, vej til Vibeke der sætter 2 direkte modspillere af med en skarp vending og kommer til afslutning der dog lige mangler den sidste snert i en ellers meget fin debut. Endnu en omstilling fra hjemmeholdet resulterer i en Pokorny-afslutning over mål og ellers skal vi helt hen til sidste spilleminut af de planlagte 90 og et frispark på kanten af feltet for at finde thyboernes sidste mulighed for at skabe balance i regnskabet – en situation der desværre ikke bliver farlig. I 2 minuts overtid, er det i stedet Pokorny der udnytter den megen plads i forbindelse med vores satsning og efter (endnu) en omstilling gør det til 3-1 hvilket bliver kampens slutresultat.
Der er i den grad grund til at hæfte sig ved at vi holder os selv inde i kampen hele vejen igennem og ikke falder sammen til trods for at vi møder modgang undervejs. Når man kan bringe de danske mestre helt ud på kanten af stolene i en anden halvleg hvor vores pæne boldomgang hjælper os til at skabe flere kvalificerede afslutninger end værterne og dermed hjælper til at frembringe nervøsitet hos gæsterne både på banen, bænken og lægterne, så kan vi også gøre ondt på en hel del af de øvrige hold i denne række. Selvfølgelig er der dele af spillet vi endnu ikke er tilfredse med og kan finde forbedringer på, men på flere væsentlige parametre, er vi i dag mindst lige så gode som hjemmeholdet – også selvom vi må medgive at vi manglede den sidste koncentration og kvalitet i et par afgørende situationer. Det tager vi med os og arbejder benhårdt videre i troen på at vi kan tage revanche når vi på søndag kl. 16:00 byder AGF op til dans på Sparekassen Thy Arena.