Følg os på de sociale medier:
Menu
En særdeles fin første halvleg hvor der stod FC Thy – Thisted Q på det meste, blev desværre ikke fulgt op i en anden halvleg hvor vi mistede grebet om kampen – ikke så meget grundet Koldings styrker som grundet egen utilstrækkelighed. Resultatet blev et fortjent nederlag på 1-4.
Kolding Q – FC Thy – Thisted Q: 4-1 (1-1)
Mål:
12. minut: 0-1, Beate Marcussen, assist Sarah Dyrehauge
31. minut: 1-1, Cecilie Fløe, assist Sarah Thygesen
46. minut: 2-1, Cecilie Fløe, uassisteret
56. minut: 3-1, Signe Baattrup Hansen, uassisteret
78. minut: 4-1, Sofie Hornemann, assist Laura Faurskov
Startopstilling: Sofie Fly, Agnete Marcussen (74: Michelle Sandfeld), Line ‘SK’ Kristensen, Olivia Bergmann (88. Amalie Gravesen), Nadia Søderberg (62: Camilla Nielsen), Matilde Kjeldgaard, Sarah Dyrehauge (62: Signe Rahbæk Damsgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen (74: Lotte Bak Christensen), Rikke Dybdahl, Malene Yde Hedegaard.
En god uges tid efter pokal-triumfen mod Brøndby skulle det vise sig hvorvidt armene var kommet ned igen ovenpå den fine præstation St. Bededag. Desværre kom Maja Bay en smule til skade med fingeren i pokalfinalen og må derfor sidde udenfor mens skaden heler – dette gav os så lejlighed til at give en velfortjent debut til unge og U19 Landsholds-aktuelle Sofie Fly som igennem længere tid har bevist sit særdeles høje niveau og med en stejl udviklingskurve i opadgående retning har banket på for at få chancen også i liga-regi. Den kom så denne lørdag eftermiddag i Kolding – en opgave hun bestemt slap udmærket fra, de 4 scoringer til trods.
Derudover var de 10 startende markspillere i Kolding identiske med de 10 som var på banen da pokalfinalen blev fløjtet af – og det var fra start et tændt og veloplagt FC Thy – Thisted Q som fuldstændig satte sig på tingene, særligt i kampens første 25 minutter. En tidlig stor chance til Signe Baattrup der fik lov at smutte fra bagkæden og kom igennem, men faldt i skudøjeblikket var alt hvad Kolding noterede sig for i kampens første tredjedel hvor et aggressivt højt pres kombineret med den fornødne ro på bolden i opspillet var medvirkende til en ganske markant dominans fra de grønne fra Thy.
Chancerne lod heller ikke vente på sig, først er Rikke Dybdahl efter en fin aktion feltet tæt på at bringe os foran, inden et fint indlæg fra Nadia Søderberg forlænges af Sarah Dyrehauge til Beate Marcussen som har taget et fint løb ind i feltet og lægger bolden i mål til en fortjent føring. Denne kunne og burde være udbygget kort efter hvor vi igen spiller os til en stor chance i feltet hvor Malene Sørensen med en skud-finte bringer sig til afslutning, men sender bolden tæt forbi fjerneste opstander.
Kolding kommer omkring den halve time bedre med i kampen og begynder så småt at true vores felt, dog uden at det på noget tidspunkt bliver rigtig farlig. Det blev det til gengæld da en hjørnesparksbold 7 minutter inden pausen havner i panden på farlige Cecilie Fløe der pander udligningen i mål på Koldings velsagtens første afslutning i kampen, fraset et skud fra Hornemann langt udefra. Umiddelbart efter er Malene Yde meget tæt på at bringe os foran på ny, da en afslutning sniger sig tæt forbi nærmeste stolpe. Halvlegen ebber derefter ud uden de store muligheder til nogle af holdene som derfor må gå til pause med uforrettet sag efter en halvleg som vi langt hen af vejen var rigtig fint tilfredse med, såvel i forhold til pres, opbygningsspil og chanceproduktion.
Det pæne niveau skulle dog desværre vise sig at falde markant efter pausen. Knap var vi kommet i gang førend vi med et skidt 1. touch foran eget felt bringer Cecilie Fløe i en fordelagtig position, hvilket hun udnytter til at bringe Kolding på 2-1 – i sandhed en kold dukkert efter at vi naturligvis netop havde forsøgt at lægge den plan som vi følte kunne vinde kampen for os.
Vi må være ærlige og sige at forskellen i såvel vilje som tempo, teknik og dedikation, særligt i de følgende 30 minutter var lige så markant som den havde været i kampens begyndelse – blot med modsat fortegn. Chancerne opstår nu nede omkring vores felt, og på en af dem kan en velspillende Signe Hansen Baattrup øge hjemmeholdets føring til 3-1 da hun fra midten af banen driver bolden ned til afslutning 4-5 meter udenfor feltet i en situation hvor vi kunne og burde have gjort mere for at stoppe hende.
Chancerne i det følgende kvarter opstår på samlebånd og er ganske store, først er det ind skiftede Laura Faurskov der kommer igennem på Koldings venstrekant og finder Cecilie Fløe i et cut back i en situation hvor Sofie Fly må hive en stor redning frem og kort efter stjæler Signe Baattrup bolden midt på vores halvdel og kommer ned til afslutning men sender bolden lige over og endelig sender Fløe Hornemann afsted på højre kanten i en situation hvor afslutningen tager nærmeste stolpe. Med andre ord er vi i denne periode på ca. 20 minutter som med afstand er vores dårligste i lang tid særdeles heldige med ikke at komme yderligere bagud mod et hjemmehold som omvendt er sprudlende og stærkt spillende.
Kampen lukkes med knap et kvarter igen da vi er uopmærksomme i forbindelse med et hurtigt taget frispark, hvilket sender Laura Faurskov igennem på venstrekanten igen og denne gang svigter Hornemann ikke på cut-backet men kan fra en position tæt under mål bringe Kolding på 4-1 og dermed endeligt punktere den sidste spænding i kampen. Skiftet til 3-5-2 med et kvarter igen bringer os et kortvarigt momentum og vi er i et par situationer ved at skabe en mulighed for at pynte på resultatet – dog uden at kunne få det sidste output på.
Vi må konstatere at en fin første halvleg, og i særdeles en flot første halv time ikke er nok, når vi på den måde som tilfældet var mister momentum efter pausen. Vi har derfor ikke mindst et stykke mentalt arbejde at gøre frem mod næste kamp som til alt held kommer allerede på torsdag mod FC Nordsjælland – en modstander vi har taget 2 sejre mod i de 3 spillede indbyrdes kampe efter nytår. Der er ikke andet for end at tage arbejdshandskerne på og benytte os af en kærkommen mulighed for på torsdag at vise at en dårlig anden halvleg ikke er retvisende vor vort reelle niveau – noget vi glæder os til.