Følg os på de sociale medier:
Menu
Lørdagens begivenheder i Farum var en reminder om at fodboldkampe afgøres i og omkring de to felter – og at det mest kyniske hold ofte har en god chance for at trække sig sejrrigt ud af kampen. Det skulle også blive tilfældet denne lørdag hvor en overvægt af chancer ikke blev forvaltet som man kunne have ønsket og vi derfor måtte returnere til Thy uden points.
FCN – FC Thy / Thisted Q: 2-0 (1-0)
Mål:
26. minut: 1-0: Anna Karlsson, FCN
64. minut: 2-0: Ashley Riefner, FCN
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Nadia Søderberg (46: Signe Damsgaard), Line ‘SK’ Kristensen, Olivia Bergmann, Agnete Marcussen, Camilla Nielsen (80: Amalie Gravesen), Sarah Dyrehauge, Malene Sørensen, Beate Marcussen, Lotte Bak (45: Malene Yde), Rikke Dybdahl.
Vi lægger optimistisk fra land og allerede efter 2 minutter har Dyrehauge den 1. chance for at bringe os i front efter en fejl i de bageste geledder hos hjemmeholdet. Da Lotte Bak kort efter er ved at komme til en fornuftig mulighed og vi, generelt i kampens første kvarter forvalter bolden fornuftigt og formår at spille os ud af det nordsjællandske pres og samtidig i denne periode holder de rødklædte fra chancer i den anden ende var vi ganske godt tilfredse med indledningen på kampen.
Det næste kvarter og særligt i de ti minutter fra 15:00-25:00, overtager FCN imidlertid kampen og vi må være ærlige at sige, at vi i denne periode virkelig er presset i bund af et flot spillende og godt kombinerende hjemmehold. Chancerne til hjemmeholdet i denne periode lader heller ikke vente på sig – først er Camilla Kur ganske tæt på at få drejet et Anna Karlsson indlæg i nettet efter 16 minutter og minutter efter er Ashley Riefner i to omgange en kilde til uro i vores felt – dog uden at de to ellers farlige situationer resulterer i en scoring.
I et aflastningsangreb efter 22 minutter hvor vi får spillet fint op igennem kæderne får Dyrehauge en fin afslutningsmulighed fra distancen – det skulle imidlertid blive hjemmeholdet der først fik slettet nullet på måltavlen. Paradoksalt nok skulle føringsmålet komme efter lidt af en foræring – således lykkes vi i første omgang fint med vores pres midt på banen men en aflevering tilbage til midterforsvaret bliver en smule upræcis og vi forærer dermed en friløber til en stærkt spillende Anna Karlsson som takker for tilliden og bringer hjemmeholdet på 1-0 – noget man på dette tidspunkt ikke kunne indvende noget imod da FCN indtil dette tidspunkt havde været det bedst spillende hold – og også produceret flest chancer.
Som det også tidligere er sket, var det som om at målet imod gav de grønklædte thyboer endnu mere blot på tanden – i hvert fald finder vi i perioden lige efter målet fornyet energi og bortset fra et Riefner-frispark langt udefra, er det nu os der sætter hjemmeholdet under tryk – med ganske pæne chancer til følge. Først er det efter 29 minutter Rikke Dybdahl der får en fin mulighed i feltet i en situation hvor forsvaret bakker på hende og minuttet efter er det Malene Sørensen der energisk genvinder bolden midt på banen og finder Dyrehauge der flot endnu engang sætter Dybdahl op – denne gang bliver bolden lagt af til Dyrehauge igen der desværre fra kanten af feltet misser den fine mulighed. Det var nu hjemmeholdet der var stressede og os der vinder boldene højt i banen og da Lotte Bak få minutter senere misser et stort tilbud, sad man egentlig blot og ventede på udligningen.
Den kom imidlertid aldrig – i stedet får Nordsjælland igen bedre kontrol med tingene men halvlegens sidste 12-13 minutter kaster ikke de store åbne muligheder af sig – i stedet blev det nær-ved-og-næsten i et par tilfælde i begge ender. En omskiftelig halvleg hvor vi lidt unødvendigt selv sætter hjemmeholdet i gang med foræringen i forbindelse med målet men hvor vi ellers må sige at holdene havde hver deres gode periode og hvor chancefordelingen endte meget lige – dog med den ikke uvæsentlige forskel at hjemmeholdet formåede at kapitalisere på en af deres muligheder, hvilket vi ikke gjorde – dermed 1-0 ved pausen.
Fra anden halvlegs start kom Signe Damsgaard og Malene Yde på banen i stedet for Nadja Søderberg og Lotte Bak for at forsøge at bringe lidt ny energi over begge kanter – vi måtte dog væbne os med lidt tålmodighed inden vi for alvor fik etableret et overtag, for bortset fint forsøg fra distancen fra Sarah Dyrehauge var det med chancer til nogen af holdene i det første kvarter efter pausen – en periode hvor vi igen lige skulle finde vore roller i presset som ikke hang sammen som vi kunne ønske det, hvilket gjorde at hjemmeholdet til tider fik lovlig gode betingelser på bolden – dog uden at true vores bagkæde – bortset fra en enkelte situation efter 63 minutter hvor vi paradoksalt nok endnu en gang i vores iver efter at cleare, selv spiller en modstander fri i feltet til en alt for nem scoring – i den grad en spand koldt vand i hovedet da værterne indtil da ikke havde været farlige efter pausen overhovedet.
Endnu en gang virker målet som en saltvandsindsprøjtning på os – i det 67. minut falder Malle omkuld i feltet i en situation hvor der godt kunne være fløjtet straffespark – enten for kontakten eller alternativt for den hands som dommeren overså umiddelbart forinden – i stedet måtte Malle notere sig et gult kort for det som dommeren tolkede som ’film’. Kort efter var Dyrehauge endnu en gang på spil men får sit skud blokeret.
Vi fortsætter jagten på det mål der kunne bringe os tilbage i kampen og efter 74 minutter er det B der smider bolden på overliggeren i en situation hvor der efterfølgende dømmes en marginal offside på Malene og kort efter er det B som energisk genpresser sig til bolden og efterfølgende finder Rikke som med en flad aflevering er ved at sætte Yde og Dyrehauge op til en god mulighed uden at vi dog får afsluttet det fine tilbud.
En enkelt chance bliver det til for FCN efter pausen (udover målet) da Karlsson efter 77 minutter løber igennem og med en flad afslutning tvinger Maja ud i en flot redning, herefter stod der i kampens sidste godt 10 minutter FC Thy / Thisted Q på det meste – med ganske mange og ganske store muligheder til følge. Først sparker Malene et frispark på overliggeren hvorefter to af de grønklædte lige akkurat ikke kommer først på returen tæt under mål. Kort efter kombinerer vi os igennem den nordsjællandske defensiv til en enorm mulighed til Yde som misser den oplagte scoringsmulighed tæt under mål og da Malene kort efter endnu engang må se en stor chance prelle af på overliggeren og Dyrehauges afslutning på det efterfølgende hjørnespark bliver blokeret, må vi sande at det ikke skulle lykkes os at komme på tavlen denne lørdag i Farum. Kampen slutter dermed 2-0 til hjemmeholdet.
Selv om vi kan – og skal – ærgre os over at vi ikke får et brugbart resultat med hjem efter en kamp hvor vi vinder afslutnings statistikken 12-7 og særligt i anden halvleg får lagt et ganske fornuftigt tryk på hjemmeholdet, må vi også sande at FCN var dygtigst til på kynisk vis at forvalte deres muligheder – uagtet at begge deres scoringer skete på assist fra os. Det er imidlertid sådan at chancer og optræk til muligheder ikke giver points – det gør kun de bolde der krydser målstregen og lige netop der var vi ikke dygtige nok i dag. Vi må tilbage på træningsbanen og arbejde videre og tage revanche når Odense Q venter i to semifinaleopgør i pokalturneringen hen over de næste par uger.