Følg os på de sociale medier:
Menu
FC Thy – Thisted Q – Fortuna Hjørring: 0-2 (0-1)
Mål:
40. minut: 0-1, Sara Thrige (straffespark)
48- minut: 0-2, Olivia Møller Holdt, assist Indiah Paige Riley
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Agnete Marcussen, Line ‘SK’ Kristensen, Matilde Kjeldgaard, Signe Damsgaard (69: Janni Vinther Nystrup), Camilla Nielsen (69: Olivia Bergmann), Sarah Dyrehauge, Malene Sørensen, Beate Marcussen, Rikke Dybdahl, Lotte Bak (79: Malene Yde Hedegaard).
Fra kampens begyndelse var det et tændt og opsat hjemmehold som indtog Sparekassen Thy Arena – velsagtens bedst eksemplificeret ved nogle hårde dueller som i indledningen krævede at spillere fra begge hold måtte sunde sig – heldigvis var der ingen der led overlast og værterne kunne sætte sig på kampens første 15-17 minutter mod et gæstende Hjørring-hold som virkede lidt nervøse, og – til trods for at have vinden i ryggen blev trykket godt tilbage mod eget felt – dog uden at det på dette tidspunkt blev rigtig farligt, på nær i en enkelt situation hvor Rikke Dybdahl får løftet bolden over keeperen men også snert forbi den fjerneste stolpe.
Herefter fik de grøn-blusede imidlertid arbejdet sig ind i kampen og i halvlegens sidste halvdel, registreres et ganske solidt overtag til Fortuna Hjørring som formår at få sat specielt Olivia Holdt og Indiah Paige Riley der nød godt af en lidt mere fri rolle end normalt, bedre i scene. Samtidig lod boldomgangen hos værterne desværre på dagen en del tilbage at ønske – og særligt i fasen umiddelbart efter erobring, formåede vi ikke at sætte tingene godt nok sammen, hvilket bevirkede at vi i perioder kom til at forsvare os ganske dybt.
Dette kunne også ses på chance-fronten hvor Fortuna efterhånden fik et overtag med pæne muligheder til Emma Snerle og en enkelt meget stor mulighed tæt under mål til Olivia Holdt der dog sendte det store tilbud over mål. Alligevel skulle det i halvlegens slutminutter lykkes for Fortuna at bringe sig i front, da vi får begået et klodset straffespark i udkanten af feltet, hvorfor Sara Thrige kan bringe sit hold i front efter en sikker eksekvering.
I pausen tales der om nødvendigheden af at hæve niveauet samt at træffe bedre valg på bolden – udover at det er tvingende nødvendigt at bringe mere energi ind i kampen og straks fra anden halvlegs start, får Malene Sørensen og Rikke Dybdahl kombineret sig igennem til en farlig situation efter en god erobring fra Agnete Marcussen – desværre kommer både Dybdahl og Lotte Bak lige akkurat for sent frem til den farlige tværbold der kunne have givet udligningen.
I stedet skulle det blive endnu mere op ad bakke, da dårlig boldomgang i de bageste geledder koster en gratis chance til Fortuna som Olivia Holdt forvalter efter fortjeneste og bringer sit hold foran 2-0. I sandhed en spand koldt vand i hovedet lige efter at holdet havde tanket ny energi og lagt den game-plan som skulle få os tilbage i kampen. Vi forsøger ikke desto mindre efter bedste evne, men må særligt i første del af anden halvleg sande, at kvaliteten i vores boldomgang var for lav til at vi for alvor kunne tiltvinge os et overtag.
Der forsøges med en mindre rokade hvor Janni Nystrup og Olivia Bergmann midtvejs i halvlegen erstatter Signe Damsgaard og Camilla Nielsen, hvilket sender anfører Mathilde Kjeldgaard op centralt i banen hvor hun fra et udgangspunkt lidt længere fremme skulle sætte fart i vores spil. Dette viser sig at have en udmærket effekt, i hvert fald får vi erobret flere bolde og sat vores offensiv bedre i scene i særligt kampens sidste kvarter hvor vi kommer tættere på den mulighed der kunne have bragt lidt spænding tilbage om kampens udfald.
Malene Yde erstatter en træt Lotte Bak for at få endnu mere fart på vores offensiv og faktisk er det netop Yde der ender med at få vores største mulighed da hun får afsluttet på et cut-back efter fint forarbejde fra Beate Marcussen. Også Sarah Dyrehauge er tæt på scoring efter et hjørnespark i en situation hvor Line Johansen må vise klassen og diske op med en god redning.
Desværre ville bolden ikke over stregen og vi må konstatere at vi til trods for et vist overtag igen mod kampens slutning og en god indstilling til at arbejde hårdt på dagen ikke havde den fornødne kvalitet på bolden til at kunne gøre krav på sejren. Vi må tilbage og samle kræfter og se om ikke vi kan hæve niveauet når Brøndby gæste Sparekassen Thy Arena på lørdag eftermiddag, omkring 66 timer efter slutfløjt i dagens opgør.