Følg os på de sociale medier:
Menu
FC Thy – ThistedQ – Brøndby IF: 3-1 (1-1)
Mål:
Gult kort:
Startopstilling: Maja Bay Østergaard, Agnete Marcussen, Olivia Bergmann, Line Kristensen, Janni Nystrup (81. Signe Rahbæk Damsgaard), Camilla Nielsen, Matilde Kjeldgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen, Vibeke Hedegaard Andersen (70: Michelle Sandfeld), Rikke Dybdahl (90: Emilie Fink Pedersen).
Efter to ugers kamppause hvor vi har arbejdet intenst og godt på træningsbanen, var det søndag eftermiddag blevet tid til at byde Brøndby IF, velkommen på Sparekassen Thy Arena i en kamp som på mange måder for begge hold kunne blive retningsgivende for sæsonen for helhed.
Indledningen på kampen blev ikke helt som hverken vi eller (må man gå ud fra) Brøndby havde håbet – de to hold brugte således de første 10 minutter på at se hinanden lidt an og det var ikke mange bolde der nåede ind i de to straffesparksfelter. Det skete så første gang efter 14 minutter hvor bolden efter lidt duel-spil foren vort felt i venstre side ender hos Julie Tavlo i feltet som med en flad pasning sender bolden ind mod Barbara Gisladottir der efter en uheldig afretning fra tæt hold, kunne sende bolden i mål til 0-1.
Reaktionen fra de blå- og hvidklædte thyboer efter scoringen var fin – der blev arbejdet ufortrødent videre – dog stadig uden at vi helt rammer det niveau på bolden som vi gerne vil i de følgende 10 minutter hvorfor det stadig var svært at etablere os på Brøndbys halvdel samt at skabe chancer. En mindre justering lige inden den halve time gør, at vi får nogle lidt andre muligheder i forhold til vores opspil og da kvaliteten i boldomgangen samtidig var stigende, begynder chancerne også så småt at opstå. Først er det Agnete der har søgt med helt til baglinjen og får lagt en bold i feltet og derefter kombinerer Rikke Dybdal og Malene Sørensen fint i en situation hvor sidstnævnte kommer til en pæn mulighed.
Udligningen falder efter 38 minutter i en situation hvor Beate kommer på bolden midt på banen og sender en tidlig bold frem mod Rikke Dybdal der har taget et fint løb – Rikke holder farten ned mod Brøndby-feltet og med en klinisk flot afslutning, sender hun bolden hårdt over i fjerneste side af målet uden chance for Naja Bahrenscheer i Brøndby-målet.
Vi trykker i den følgende sekvens fortsat på, men ikke desto mindre er det Brøndby der får en meget stor mulighed kort før pausefløjtet efter lidt tilfældigheder hvor Louise Winter får en afslutning blokeret og returbolden ender hos en helt fri Cecilie Buchbjerg der alene med Maja Bay afslutter fladt i en situation hvor Maja Bay med en fantastisk refleksredning endnu engang beviser sit meget store potentiale. De to hold kan derfor gå til pause med 1-1 på tavlen.
De første 10 minutter af anden halvleg minder meget om kampens indledende 10 minutter – meget spil mellem de to felter, men ikke mange situationer i felterne. Endnu en gang overtaget vi i nogen grad kontrollen med begivenhederne og får skabt farlige situationer. Således finder en efter pausen meget stærkt spillende Malene Sørensen lidt rum til at vende og spiller en fin pasning frem i det løb som Rikke har taget – endnu en gang er Dybdahl sikkerheden selv foran mål og bringer os i front med 2-1. Kort efter er de to på spil igen hvor Malene modtager en bold frem i banen fra Agnete Marcussen, sender bolden ind i banen mod Rikke der har taget et smart løb i ryggen på sin oppasser og herefter kan fuldende sit hattrick og bringe os på 3-1.
Vi fortsætter i den følgende periode med at true Brøndby-spillerne og såvel Malene Sørensen som Beate Marcussen er ved at komme til pæne muligheder. Dog viser Brøndby også til tænder og har rent faktisk bolden i mål i en situation hvor der dog bliver dømt offside. Efter 70 minutter, er der ikke mere brændstof på tanken hos Vibeke Andersen der med 2 hele kampe plus det løse for U19 landsholdet også fik pænt med spilletid på turen til Portugal. Hun bliver erstattet af Michelle Sandfeld, mens Signe Damsgaard få minutter senere erstatter Janni Nystrup.
Mod slutningen af kampen jagter Brøndby naturligt nok den reducering der kunne bringe lidt spænding tilbage, men tættere på end et nærgående hovedstød fra Katrine Winnem samt en afslutning over mål fra Rebeka Winther kommer de ikke, og vi kan derfor sætte yderligere tre points ind på kontoen efter den første sejr i ligaen over Brøndby nogensinde.
Nu skal vi ikke drage nogle alt for store konklusioner efter blot syv spillede runder, udover at vi har formået at give os selv en fantastisk start på sæsonen – således er det ikke tidligere sket at vi efter første halvdel af grundspillet har indtaget 3.-pladsen i tabellen – sågar med pæn margin ned til nummer fire. Det kan vi med rette være glade for og stolte over.
Der resterer dog mange kampe endnu og vi skal have armene ned hurtigt, da ASA venter i pokalturneringens tredje runde allerede på onsdag inden vi drager til Brøndby på næste søndag for endnu engang at møde dagens modstander som med stor sikkerhed vil tørste efter at få revanche. En travl uge er i vente – men med en stor og bred trup hvor mange byder sig til, er det blot særdeles velkomment.